Efter knivoverfald: Fjernet fra truppen
Frankrigs håndboldlandshold tager til EM uden Elohim Prandi, som nytårsaften blev udsat for et knivoverfald.
Det fortæller landstræner Guillaume Gille til den franske avis L'Equipe.
Venstrebacken, der til daglig spiller for franske Paris Saint-Germain, blev indlagt på hospitalet med skader efter overfaldet.
Søndag var han fortsat indlagt til observation.
Forventer comeback
- Med tanke på, hvad han har været igennem, er det klart, at han ikke er i spil til en turnering som EM, siger landstræneren til L'Equipe.
Han forventer dog, at Prandi kan komme tilbage på håndboldbanen inden for uger og ikke måneder.
23-årige Prandi er holdkammerat med danskerne Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen i PSG.
Han var ikke med landsholdet, da det i sommer vandt OL-guld i Tokyo, og ved sidste års VM i Egypten var han heller ikke udtaget til truppen.
Flere skader
Frankrig har op til EM døjet med flere skader. Luka Karabatic er meldt ude med en muskelskade i det ene lår, og også Nedim Remili har meldt afbud.
Desuden har Timothey N'Guessan været meldt meget tvivlsom, så når EM starter den 13. januar er det med et amputeret hold.