Kendte25. oktober 2022

Efter Kanye Wests hadtale: Nu viser Kardashian-familien opbakning til det jødiske folk

Kardashian-familien kunne ikke længere tie efter Kanye Wests antisemitiske pressetur
Nu har Kim Kardashian taget afstand fra de antisemitiske udtalelser, hendes eksmand går rundt og spreder.
Nu har Kim Kardashian taget afstand fra de antisemitiske udtalelser, hendes eksmand går rundt og spreder.
 Foto: MEGA

Ting, Kardashian-familien støtter: Shapewear. Dolce & gabbana. Faceapp. Og det jødiske folk.

Denne weekend hang neonazister bannere op i L.A. med tekster som "Det, Kanye siger om jøderne, er sandt" – det sker i kølvandet på de antisemitiske udmeldinger, som rapperen, der i dag blot går under navet Ye, er kommet med på det seneste.

Søndag reagerede den første fra Kardashian-familien, der som bekendt har talt Ye med, dengang han stadig var gift med Kim Kardashian. Søsteren Khloé har på Instagram delt en tekst med beskeden:

– Jeg støtter mine jødiske venner og det jødiske folk.

Kort efter fulgte enslydende støtte fra Kylie, Kendall og Kris Jenner. Fælles for de fire familiemedlemmer er dog, at ingen af dem formulerede deres egen støtte, men blot delte billeder med tekster, som andre har lavet.

Kanye Wests antisemitiske sludder

Ye, som vi kender som rapperen Kanye West, har delt skræmmende hadtale om det jødiske folk og blandt andet truet med at "gå death con på jødiske mennesker".

Derudover har han i Paris holdt et show med T-shirts med teksten "White lives matter". Det har skabt stor kritik og fået rapperen til at lange ud efter både moderedaktører og venner.

Siden har mærker som Balenciaga droppet samarbejdet med multikunstneren, ligesom folkene bag musikeren og designerens egen dokumentar har forladt produktionen.

I går morges vågnede Kanyes ekskone så op og indså, at hun også var nødt til at vise sin støtte til det jødiske folk. Det har Kim Kardashian gjort med en original tekst i sin Instagram story.

– Hadtale er aldrig i orden eller noget, der kan undskyldes. Jeg står med det jødiske samfund og beder om at den frygtelige vold og hadefulde retorik mod det stopper øjeblikkeligt.

Sponsoreret indhold