Kendte28. maj 2022

Efter to års forlovelse: Nu er “One Tree Hill”-stjernen James Lafferty blevet gift

Skuespilleren og kæresten, Alexandra Park gad ikke vente længere, så efter to års forlovelse lod de to sig endelig gifte ved en romantisk ceremoni på Hawaii
James Lafferty
James Lafferty og kæresten, Alexandra Park blev angiveligt gift for nylig under solrige omstændigheder på Hawaii.
 Foto: MEGA

Den 36-årige skuespiller James Lafferty, der muligvis er bedst kendt for sin tid i tv-serien “One Tree Hill”, mens han dog også har medvirket i Netflix-hittet “The Haunting of Hill House” kan i dag kalde sig en ægtemand.

Han og kæresten, skuespillerinden Alexandra Park, 33, blev nemlig, efter to års forlovelse, for nylig gift under romantiske omstændigheder på Hawaii.

Det kom Parks skuespillerkollega fra “The Royals” Hatty Preston til at afsløre på sin Instagram-profil torsdag.

Hun har dog siden slettet opslaget. Men ifølge People, der nåede at se billederne, kunne Park blandt andet ses danse i fin brudekjole med blonder, mens hun på et andet af de delte billeder sås med tårer i øjnene, mens hun gjorde sig klar til den store dag.

– Vores Parky blev Lafferty’d, skrev Hatty Preston kort, efterfulgt af fotografens navn, Mario Testino.

Artiklen fortsætter under billedet

James Lafferty og Alexandra Park
James Lafferty og Alexandra Park.
 Foto: Instagram

Hverken Lafferty eller hans nylige hustru har selv delt billeder eller ord om den store dag, de angiveligt kunne fejre for kort tid siden.

Det samme gælder fotografen, der umiddelbart tog de billeder, som Hatty Preston siden måtte slette.

Parret har været forlovet de seneste to år, efter Lafferty i september 2020 kunne dele med sine mere end 1 million følgere på Instagram, at han havde været nede på et knæ.

Artiklen fortsætter under opslaget

Det er usikkert, hvornår parret begyndte at date, men i forbindelse med Laffertys fødselsdag i juli sidste år, kunne Park skrive, hvordan hun elsker ham “mere end første dag for seks år siden”, hvorfor parret i hvert fald har været sammen siden 2015.

Sponsoreret indhold