Kendte4. oktober 2023

Efter 14 år har Kandis-Johnny endelig besøgt konens grav

Juleaften 2022 fik dansktopkongen gjort det, han ellers ikke har haft lyst til, siden hans første kone tog sit eget liv i 2008
Johnny Hansen fra Kandis
Johnny Hansen, 58, skulle bruge 14 års tilløb, før han kunne få sig selv til at besøge Helles gravsted.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Han troede aldrig, det skulle ske. Men ved juletid sidste år gjorde Kandis-forsangeren Johnny Hansen det, som han ellers ikke havde gjort, siden han lagde sin første kone, Helle Bekhøj, i jorden i 2008:

Han besøgte hendes grav.

- Efter gudstjenesten juleaften går min familie altid ned til Helles gravsted. Jeg plejer ikke at gå med. Jeg har aldrig været med dernede, men sidste jul gik jeg med, siger Johnny i bogen "Med kærlighed fra mig", der udkommer i denne uge.

Et år forinden havde han ellers fortalt i dokumentarfilmen "Kandis for livet", at han ikke besøgte graven på kirkegården i Hurup, fordi han han havde svært ved at tilgive sin første kone det valg, hun traf, da hun tog sit eget liv som 41-årig og efterlod ham med deres to døtre, der dengang var 12 og 15 år.

Premiere: Brædstrup Revy10.09.2006Johnny Hansen - kone Helle Bekhøj
Johnny og Helle havde været sammen det meste af livet, og de havde to døtre, da Helle valgte at tage sit eget liv.
 Foto: Hans Bølcho

- Jeg synes ikke, at vi havde fortjent at skulle havne der. Den smerte, hun påførte vores piger, den er utilgivelig, og jeg kommer ikke på hendes gravsted. Det er ikke måden at gøre det på, og det er tarveligt, lød det i filmen fra den ellers så muntre musiker.

Johnny selv tror ikke på et liv efter døden, eller at nogen sidder oppe i himlen og kigger ned. Men han kunne mærke, at nogen blev glade for, at han endelig kunne komme forbi gravstedet: Hans yngste datter, Caroline.

- Da vi gik derfra, sagde Caroline: ”Tak, far.” Det ramte mig. Det gjorde det virkelig, fortæller sangeren i bogen.

Siden de tragiske decemberdage i 2008 har Johnny fundet kærlighedsmelodien igen sammen med sin nuværende kone, Gitte, som han har sønnen Nicklas sammen med.

Også døtrene er kommet godt videre i livet, understreger Johnny i bogen. Den ældste, Cecilie, har endda gjort ham til en meget stolt morfar to gange.

"Med kærlighed fra mig" udkommer i dag, og handler om Kandis-Johnnys liv. Han har skrevet den i samarbejde med "Café Hack"-journalisten Søren Dahl.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Sponsoreret indhold