Ed Sheeran vinder retssag efter anklage om plagiat

Der er god grund til at juble hjemme hos den britiske sanger Ed Sheeran.
Torsdag står det nemlig klart, at han har vundet en retssag om ophavsret mellem sin hitsingle "Thinking Out Loud" og Marvin Gayes "Lets's Get It On".
Det skriver flere medier, heriblandt Sky News.
Ed Sheeran blev anklaget for at have kopieret Marvin Gaye-nummeret af arvinger til Ed Townsend, der har skrevet hittet "Lets's Get It On" sammen med Marvin Gaye.
Arvingerne mente, at Ed Sheeran havde ladet sig inspirere en anelse for meget af "Lets's Get It On"s melodi, rytme og harmoni, og at de to sange derfor havde slående ligheder.
Anklagen ramte den britiske sangskriver hårdt, og tidligere på ugen udtalte han da også, at han var villig til at indstille sin karriere, hvis han tabte i retten.
- Hvis det sker, så er jeg færdig - så stopper jeg, sagde de 32-årige Ed Sheeran, da han mandag mødte op i retten.
Men i dag, torsdag, har retten i New York altså vurderet, at der ikke har været tale om plagiat.
Ikke et nemt år
Selv om Ed Sheeran nu har vundet retssagen efter anklagen, har den seneste tid dog ikke været helt nem for den britiske sangstjerne.
Tilbage i marts afslørede hitmageren nemlig, at hans kone var blevet syg med en tumor under sin anden graviditet, og i sidste uge mistede han også sin elskede bedstemor.
Ed Sheeran er en af de mest populære musikere i verden, og han står blandt bag store hits som "Shape of You", "Photograph" og "Shivers".