Kendte23. november 2023

Droppet efter 25 år: Slut med "Crazy Christmas Cabaret" i Tivoli

"Crazy Christmas Cabaret" har siden 1998 spillet i Glassalen i Tivoli. Men nu er forestillingen droppet
Det er 74-årige Vivienne McKee, som hvert år skriver og instruerer "Crazu Christmas Cabaret".
Det er 74-årige Vivienne McKee, som hvert år skriver og instruerer "Crazu Christmas Cabaret".
 Foto: Birger Storm

Det er efterhånden blevet en tradition for mange at tage et smut forbi Tivoli i København, når den årlige juleforestilling "Crazy Christmas Cabaret" løber af stablen i Glassalen.

Men efter 25 år har Tivoli nu valgt at droppe forestillingen.

Det fortæller kvinden bag forestillingen, Vivienne McKee, til Ekstra Bladet.

Ifølge Vivienne McKee fik de overbragt den triste besked blot to uger før, at dørene til dette års forestilling åbnede op. Og det er derfor en frustreret frontkvinde, der nu skal til at finde et nyt hjem til "Crazy Christmas Cabaret".

- Siden corona har vi skrevet kontrakt med Tivoli for et år af gangen. Tilbage i september kontaktede Tivoli os med henblik på en ny kontrakt. Vi havde så travlt, at vi spurgte dem, om vi kunne vente med kontrakten til efter premieren. Og så pludselig kommer de 14 dage før og siger, at vi er ude, lyder det fra Vivienne McKee.

Beslutningen om at droppe forestillingen skyldes ifølge Tivolis pressechef, Torben Plank, at tiden er inde til at prøve noget nyt.

Derfor har Tivoli planer om at opføre et nyt julekoncept i form af musicalen "Tinkas juleeventyr".

Selvom Vivienne McKee er skuffet over håndteringen, som hun mener er dårlig stil, så accepterer hun, at det er sådan det forholder sig.

- Men det er måden! Vi har ingen kontrakt, det må vi acceptere. Men det var jo ingen ny og pludselig idé med den Tinka-forestilling. De fortalte os det bare ikke, og derfor har vi ikke en chance for at finde et sted til forestillingen næste år, fortæller hun til mediet.

Sponsoreret indhold