Kendte21. juli 2022

Dramaet fortsætter: Amber Heard anker dommen

Amber Heard er ude af stand til at betale 15 millioner dollar til Johnny Depp, som et nævningeting har krævet
Dramaet mellem Amber Heard og Johnny Depp fortsætter.
Dramaet mellem Amber Heard og Johnny Depp fortsætter.
 Foto: Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix

Skuespiller Amber Heard anker nævningetingets dom i en injuriesag, som hun for nylig tabte mod sin eksmand, skuespiller Johnny Depp.

Det oplyser Amber Heards advokater torsdag.

- Vi mener, at domstolen begik en fejl, der forhindrede en klar og fair dom i overensstemmelse med forfatningen. Vi vil derfor anke afgørelsen, siger en talsmand for Amber Heard.

- Selv om vi er klar over, at dagens sagsanlæg vil antænde et Twitter-bål, er det et skridt, vi bliver nødt til at tage for retfærdighed, lyder det videre.

I juni afgjorde et nævningeting, at Amber Heard skulle betale Johnny Depp 15 millioner dollar i erstatning for at have ærekrænket ham. Det svarer til cirka 110 millioner kroner.

Det var Johnny Depp, der først sagsøgte sin ekskone for 50 millioner dollar og anklagede hende for injurier.

Årsagen er, at hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet mishandling i hjemmet.

36-årige Amber Heard nævnte ikke Johnny Depps navn i klummen, der blev bragt i avisen The Washington Post. Hun sagsøgte efterfølgende Depp for 100 millioner dollar for at kalde hende en løgner.

Nævningetinget skulle tage stilling til begge søgsmål og tildelte også Amber Heard to millioner dollar i hendes kontrasøgsmål.

Amber Heard har forsøgt at få retssagen til at gå om gennem sine advokater, men det blev afvist i sidste uge.

Det har tidligere været fremme, at skuespillerinden ikke er i stand til at betale den store erstatning til Johnny Depp.

Retssagen tiltrak sig stor opmærksomhed i de seks uger, den stod på. En stor del af vidneudsagnene havde fokus på Amber Heards påstand om, at Johnny Depp havde begået fysiske og seksuelle overgreb mod hende.

Depp, der især er kendt for sin hovedrolle i "Pirates of the Caribbean"-filmene, afviste under retssagen beskyldningerne og hævdede, at Heard havde begået overgreb mod ham.

Parret blev skilt i 2017 efter mindre end to års ægteskab.

Sponsoreret indhold