Drama under Robbie Williams-koncert: Nu er ældre kvinde død
LÆS OGSÅ: Ældre dame kæmper for livet efter tragisk hændelse under Robbie Williams-koncert
En koncert med Robbie Williams tog i sidste uge en dramatisk drejning, da en ældre kvinde styrtede seks rækker ned.
Nu er der så trist nyt fra det hospital, hvor hun efterfølgende blev lagt i kunstig koma: Kvinden – der var i 70'erne – er nu afgået ved døden.
Det oplyser en talskvinde for hospitalet St Vincent's, skriver Sydney Morning Herald.
Ulykken indtraf torsdag på Allianz Stadium i Sydney, da koncerten med det britiske popikon var ved at nå sin afslutning. Efter sigende forsøgte kvinden at træde hen over stolerækkerne for at komme ud – i stedet for at bruge trappen.
Og det endte altså fatalt. Kvinden mistede fodfæstet og styrtede seks stolerækker ned. Hun blev svært kvæstet, hastet til hospitalet, hvor hun blev lagt i kunstig koma. Desværre stod hendes liv altså ikke til at redde.
40.000 fans var til stede under koncerten for at overvære det tidligere Take That-medlem, der giver hele syv koncerter i Australien.