Drama til TV 2-show: Person er faldet om
SENESTE: Omkring 20.10 meddelte TV 2, at personen er i bedring. Læs hele historien her.
Årets store TV 2-show ”De største øjeblikke” har onsdag aften taget en uhyggelig drejning – kort inden showet skulle være gået i gang.
Her faldt en person om med hjertestop ved den røde løber i Operaen.
Personen har efterfølgende fået hjertemassage på stedet, mens en tilkaldt læge og ambulance ankom til Operaen i København. Her modtog personen yderligere behandling.
Personen, der er faldet om, er et familiemedlem til en af gæsterne på den røde løber.
SE og HØR var i gang med at sende live fra den røde løber, da personen faldt om. SE og HØR valgte omgående at afbryde live-udsendelsen.
Som følge af den alvorlige situation har TV 2 også valgt at aflyse den røbe løber og i stedet bedt gæsterne om at tage plads inde i salen.
Her har tv-kanalen dog valgt at fortsætte optagelserne til programmet trods den voldsomme episode tidligere på aftenen.