Drama i supermarked: Ghita Nørby bestjålet

Ghita Nørby fik sig en slem forskrækkelse, da hun onsdag handlede ind i et supermarked i Charlottenlund.
Den 88-årige skuespillerinde blev nemlig bestjålet.
Det fortæller hun til HER&NU.
- Det, der er det værste, og som vi alle sammen kommer ud for, det er den verden, vi lever i. Jeg går bare i et almindeligt supermarked med min taske, som er lukket. Alting er i orden. Og så tager jeg nogle fuglefrø og så er min pung pludselig væk, siger hun til mediet.
Ghita Nørby havde ikke forestillet sig at skulle blive bestjålet og tænker som udgangspunkt intet ondt om andre mennesker, men til mediet fortæller hun, at hun mistænker to mænd, som hun så i supermarkedet.
Mediet har talt med Nordsjællands Politi, der bekræfter at have modtaget en anmeldelse om tyveri i Charlottenlund, og at sagen nu efterforskes.
I døgnrapporten for politikredsen fremgår det også, at der har været en række tyverier i supermarkeder, der minder, om det Ghita var ude for.
Udover Charlottenlund har handlende supermarkedskunder i Helsingør og Frederikssund også oplevet tyveri.
Tyverierne er alle sket, mens ofrene for tyveri havde placeret deres tasker i indkøbsvognen.
Det får Nordsjællands Politi til at opfordre til "at man ikke lader sin pung eller taske ligge i indkøbskurv eller indkøbsvogn uden opsyn, mens man køber ind."