DR-vært Tobias Hansen ramt af hjertestop

DR-vært Tobias Hansen, 46, blev fredag ramt af et hjertestop.
Det oplyser hans familie på en Instagram-story, som er lagt ud på Tobias Hansens profil.
- Kære alle. En svær besked, vi gerne selv vil give, inden I hører den fra anden side. Fredag d. 16/5 fik Tobias hjertestop.
- Han har været og er i god behandling fra den første hjerteløber til gode og omsorgsfulde læger og sygeplejersker på hospitalet.
Familien oplyser, at tv-værten er i bedring.
- Tobias er nu i bedring og vi ser fremad. Det er en svær situation og vi beder om ro til at komme os sammen i familien.
Beskeden er blandt andet underskrevet af Tobias Hansens hustru, Kristina.
DR-værten har i flere sæsoner været vært på ”Kender du typen”, men laver også meget andet for DR.
På cv’et er et hav af sportsbegivenheder, blandt andet cykling og Tour de France.
For mere end 15 år siden var Tobias Hansen ude for en alvorlig skiulykke, da han arbejdede på et skiresort i Alpe d’Huéz i Frankrig.
Her var han røget ud over en 35 meter høj klippe og havde smadret alt i sin krop.