DR skifter ud i korrespondenter: Steffen og Lillian Gjerulf Kretz vender hjem til Danmark

Efter seks år i USA vender Steffen Kretz og hans kone Lillian Gjerulf Kretz hjem til Danmark.
Siden 2017 har parret haft bopæl i Washington D.C., hvorfra de har dækket stort og småt fra Guds eget land.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Til at afløse de to korrespondenter sender DR deres korrespondent i Kina, Philip Khokhar, til USA.
Og det er der en særlig årsag til.
– Alt, hvad USA foretager sig udenrigspolitisk, handelspolitisk og sikkerhedsmæssigt, er skyggeboksning med Kina. Jeg kan ikke forestille mig en bedre kvalifikation for en USA-korrespondent, end den Philip har, i og med at han har tilbragt otte år i Kina og bevidnet landets tiltagende lukkede kurs og voksende selvtillid, siger udlandschef i DR Nyheder Niels Kvale.
Udover Kina har Philip Khokhar også været korrespondent i Afghanistan.
Steffen og Lillian Gjerulf Kretz vil fortsætte med at arbejde for DR, når de kommer tilbage til Danmark.
Parret blev gift i 2008 og har sammen en søn og en datter.