Kendte14. april 2023

DR-kendis Michael Brautsch stiller op: Vil kapre borgmesterkæden

Det bliver "Gift ved første blik"-præstens opgave at få magten tilbage på konservative hænder i Frederiksberg Kommune
Her ses DR-præstens valgplakat op til kommunal- og regionsrådsvalget i november 2021
Her ses DR-præstens valgplakat op til kommunal- og regionsrådsvalget i november 2021
 Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Du har set ham give nygifte par gode råd i tv-eksperimentet ”Gift ved første blik” på DR.

Nu gælder det helt andre udfordringer for sognepræst Michael Brautsch, der vil forsøge at vinde borgmesterposten på Frederiksberg tilbage i De Konservatives hænder igen.

Det oplyser formanden for vælgerforeningen, Flemming Brank, til TV 2 Kosmopol, ligesom også partiet selv skriver det i et opslag på Facebook.

TV-præsten er valgt af den konservative vælgerforening på Frederiksberg torsdag aften, og han er derfor nu kandidat til borgmesterposten frem til kommunalvalget i 2025.

- Vi skal have posten tilbage. Det er det, det handler om, og det kan lade sig gøre, hvis vi rykker sammen.

- Der er i dag (torsdag, red.) 950 dage til kommunalvalget. Det lyder af meget, men det er det ikke, sagde han torsdag aften til TV 2 Kosmopol.

Brautsch er præst på Frederiksberg. Han er især kendt i offentligheden for sin medvirken som ekspert i DR-programmet "Gift ved første blik".

Han blev valgt foran sin modkandidat, Nikolaj Bøgh.

Det bliver dermed med Michael Brautsch i spidsen, at De Konservative skal forsøge at vinde den traditionelt konservative højborg tilbage.

Indtil kommunalvalget i 2021 havde partiet siddet på borgmesterposten på Frederiksberg i 112 år. Men de tabte den til Socialdemokratiet.

Sponsoreret indhold