
"Don Ø" har ændret sine prioriteter: - Nu er jeg der for Inge

LÆS OGSÅ: Flemming Østergaard fik ingen invitation
Der var altid hyggeligt og hjemligt, når Flemming Østergaard trådte ind i sit og hustruen Inges hjem i Skodsborg.
Mens han rejste verden rundt for at lave forretninger, sørgede Parken-bossens kone for, at hjemmet var et rart sted at være for hele familien.
– Hun været der for mig i 60 år og har aldrig brokket sig, så nu synes jeg, at det er min tur, siger Flemming Østergaard, da SE og HØR møder ham under årets Smukfest i Skanderborg.

Efter hans elskede hustru fik konstateret alzheimer, er det pludselig ham, der har fået den tjans.
– Det har selvfølgelig forandret mit liv, men det gør mig ikke bitter. Det er den opgave, jeg har nu, konstaterer Flemming Østergaard.
Udover at være mangeårig bestyrelsesformand for FCK, har Flemming Østergaard også været en driftig forretningsmand.
Og selv om dåbsattesten viser, at han har 81 somre på bagen, var han indtil for nylig stadig aktiv i alverdens bestyrelser og på farten mange dage om året.
– Nu er jeg trådt ud af samtlige bestyrelser – jeg koncentrerer mig fuldt ud om at være der for Inge, lyder den sympatiske melding fra Don Ø dér under Bøgeskovens kroner.
Her er han kommet i 40 år.
Traditionen begyndte, da han hjælp arrangørerne med at skabe forretningen og trække sponsorer til festivalen.
– Det er lidt anderledes i dag, tiderne har forandret sig, men det er stadig hyggeligt.
Os, der har været her i mange år, kan sige: ”Kan du huske, dengang vi sad på hotellet til klokken fire om morgenen og hyggede os?” siger Flemming, der som oftest ligger i sin seng til midnat.

Hjem før tid
I år ”nøjedes” han med fire dage på festivalen – og så havde han sørget for, at Inge var i trygge hænder derhjemme hos parrets søn og sundhedspersonale.
– Jeg ville først ikke tage til Skanderborg, men kloge mennesker og min læge sagde, at jeg lige skulle have et frirum på et par dage.
– Det har jeg ikke fortrudt, selv om jeg selvfølgelig tænker på Inge, erkender Don Ø, som sidste år kun nåede at være et kvarter i Bøgeskoven, da Inge blev dårlig – og han blev ringet hjem.
I år tog han hjem en dag før tid.
– Det betyder meget for Inge, at der er noget trygt omkring hende. Hun er taknemmelig – det kan man se i hendes øjne, fortæller Flemming.
Og han var atter tanket op til at være der for hustruen.
– Jeg tog hjem med følelsen af at have fået luft under vingerne, erklærer Don Ø, som bl.a. nåede at feste med til rytmerne af Benjamin Hav og Dodo & The Dodos.


Er det ikke Don Ø?!
Er det ikke Don Ø?! udbryder to unge fyre til hinanden, da de går forbi i Bøgeskoven. Det er på ingen måde usædvanligt.
– Uden overdrivelse, så tror jeg, at jeg har fået taget 200 selfies de her dage. Det er ikke noget problem – jeg kan bare gå ad bagvejen, hvis jeg ikke ville det.
– Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg tager det stille og roligt – og folk er søde og rare, forklarer Flemming.
I fire dage hyggede han sig med venner og bekendte til Smukfest – og tænkte tilbage på de 40 år, der er gået.
– Vi grinede meget, fortæller Don Ø. Og selv om han ikke er meget for det, deler han en af de mere stuerene anekdoter med SE og HØR.
– Jeg stod på et toilet og tissede med min gode ven Per Mikael (Jensen – tidl. medieboss, red.).
– Så er der en der siger: ”Er det ikke Don Ø?”.
– Så kigger jeg på ham og siger: ”Nu skal du ikke en gang til sammenligne mig med det dumme svin”, husker Flemming og smiler.