Kendte6 timer siden

Dommer i Menendez-sagen: Domme for mord KAN omstødes

Nye oplysninger om seksuelt misbrug kan føre til, at dommene mod Erik og Lyle Menendez bliver annulleret. Nu kræver en dommer svar fra anklagemyndigheden inden for 30 dage
Lyle og Erik Menendez kæmper for at blive løsladt fra fængslet. Midt i den kamp må de amerikanske brødre også forholde sig til, at et familiemedlem for kort tid siden blev fundet bevidstløs på et hotelværelse i Los Angeles
Lyle og Erik Menendez kæmper for at blive løsladt fra fængslet.
 Foto: Vince Bucci/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Derfor slog Lyle og Erik Menendez mor og far ihjel

En dommer i Los Angeles rejser nu alvorlig tvivl om grundlaget for dommene mod Erik og Lyle Menendez. Han kræver derfor, at anklagemyndigheden forklarer, hvorfor sagen ikke skal genåbnes.

Ifølge nye retsdokumenter, som TMZ har fået adgang til, har dommer William C. Ryan vurderet to nye beviser, som - hvis de vurderes troværdige - kan føre til, at morddommene mod brødrene bliver omstødt.

Det kan i givet fald betyde, at de kan løslades uden at skulle forbi en prøveløsladelseskomité.

Det ene bevis er et brev, som skulle være sendt fra Erik Menendez til hans fætter Andy Cano. Indholdet i brevet stemmer overens med Cano’s tidligere forklaring om, at Jose Menendez, der var far til brødrene, skulle have misbrugt Erik seksuelt.

Erik Menendez (venstre) og Lyle Menendez er i dag 57 og 54 år gamle
Erik Menendez (venstre) og Lyle Menendez er i dag 57 og 54 år gamle
 Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

Det andet er en erklæring fra Roy Rossello, tidligere medlem af drengegruppen Menudo.

Her beskriver Rossello, at han blev seksuelt misbrugt af Jose Menendez i begyndelsen af 1980’erne. Ifølge brødrenes forsvarer, Mark Geragos, underminerer denne erklæring påstanden fra anklagemyndigheden om, at Jose Menendez "ikke var typen", der kunne finde på at misbruge sine børn.

Dommeren peger også på, at den oprindelige retssag i sin tid kraftigt begrænsede vidneforklaringer om påstået seksuelt misbrug.

William C. Ryan har derfor officielt pålagt anklagemyndigheden at forklare, hvorfor dommene ikke bør omstødes. Myndighederne har 30 dage til at svare.

Uanset resultatet er brødrenes straf allerede blevet ændret fra livstid uden mulighed for prøveløsladelse til 50 år til livstid. En fuld prøveløsladelseshøring er planlagt i næste måned, og der kan herfra blive anbefalet benådning til guvernør Gavin Newsom.

Men hvis dommer Ryan vælger at omstøde selve dommene, bliver høringen uden betydning, da sagen i så fald enten lukkes eller genoptages helt fra bunden.

Anklagemyndigheden har endnu ikke kommenteret sagen offentligt.

Sponsoreret indhold