
Dolly Partons søster vækker bekymring efter sygdomschok: - Bed for hende

LÆS OGSÅ: Dolly Parton i stor sorg: Har mistet sin mand
Det kom som et chok, da Dolly Parton for et par uger siden måtte udskyde en række koncerter som følge af sygdom - og nu vækker hendes søster endnu mere bekymring.
Søsteren ved navn Freida har nemlig delt et opslag på Facebook, hvor hun desperat bønfalder folk om at bede for countrystjernen.
Det skriver TMZ.
Ifølge søsteren har 79-årige Dolly Parton det ikke godt.
- Jeg tror virkelig på styrken i at bede, og jeg er blevet ledt til at bede alle i verden, der elsker hende, om at bede sammen med mig, skriver hun og fortsætter:
- Hun er stærk, hun er elsket og med alle bønnerne, der løfter hende op, ved jeg i mit hjerte, at hun nok skal klare den.
Det var i slutningen af september, at Dolly Parton meldte ud, at hun grundet "helbredsmæssige udfordringer" blev nødt til at udskyde flere planlagte koncerter.
Hun delte ikke flere detaljer om sygdommen, men afslørede, at hun skulle have lægebehandling.
Helt konkret aflyste countrylegenden seks koncerter, som skulle have fundet sted i Las Vegas i december. De er alle blevet rykket til september næste år.
Selvom Dolly Parton altså regner med at blive frisk og frejdig igen, har hendes søsters Facebook-opslag vakt bekymring blandt hendes mange fans, der nu frygter det værste.
Det er da også strømmet ind med beskeder i søsterens kommentarfelt fra folk, der sender sangerinden tanker og bønner.
