Kendte16. februar 2009

DØD-hyggelig serie

Barnaby har sagt op og forlader den idylliske by, der har oplevet 200 mord i 12 år
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/bizart/barnaby2-jpg.jpg

Umiddelbart ligner Midsomer et typisk lille, småkedeligt engelsk distrikt. Omgivelserne er skønne og de lokale virker tilforladelige. Men intet kunne være mere forkert.

For der er blevet begået 200 mord på bare 12 år, og det er alle sammen mord, som Barnaby har opklaret i serien "Kriminalkommissær Barnaby". En serie, som man kan købe med Billed-Bladet i disse uger.

De mange mord har været mere eller mindre kreativt udført. Et af de mere spektakulære af slagsen var, da advokaten Otto Benham blev naglet fast på en kroketbane med ringene fra spillet. Fra en katapult kastede angriberen dyre flasker vin efter ejeren Otto, der fungerede som menneskelig skydeskive. For at gøre det endnu værre, heppede Ottos kørestolsbundne kone på angriberen.

Dronningen er skrækslagen

Serien har haft stor succes og er blevet vist i 204 lande. Men efter snart 14 år som kriminalkommissær skal John Nettles snart ikke opklare flere bizarre mord.

- Det er en æra, der slutter for mig. Da det første afsnit blev filmet, havde jeg det meste af mit liv foran mig. Nu har jeg det meste af mit liv bag mig, fortalte han til den engelske avis "The Sun".

De mange mord har jaget en skræk i livet hos den engelske dronning, som nægter at sætte sine ben i det dødbringende amt.

- Dronningen mødte John til en fest for et stykke tid siden og spurgte, om der overhovedet var nogen i amtet, som stadig var i live. Hun ville ikke besøge Midsomer, og hvem kan bebrejde hende det, afslørede produceren Brian True-May.

Sponsoreret indhold