
DNA-test afslører: Cardi B's kæreste har fået barn med en anden

NFL-stjernen Stefon Diggs får rigeligt at se til den kommende tid.
Hans kendte kæreste, rapperen Cardi B, er nemlig gravid med deres første fælles barn - og nu viser det sig, at han også har en lille baby med en anden kvinde.
En DNA-test har nemlig bekræftet, at han har fået et barn med Instagram-modellen Aileen Lopera, selvom han nægtede, at dette var tilfældet.
Det skriver Page Six.
Det amerikanske medie har været i kontakt med Aileen Loperas advokat, som bekræfter DNA-testen.
- Nu hvor barnets ophav er blevet slået fast, og Stefon Diggs har anerkendt sin datter, så håber min klient, at de kan arbejde sammen om at blive gode forældre for deres barn.

Selvom DNA-testen har slået forældreskabet fast, så er det ikke sikkert, at dramaet mellem Stefon Diggs og influenceren slutter nu.
Parterne skal nemlig fortsat blive enige om det praktiske såsom forældremyndighed og eventuelt børnebidrag.

Stefon Diggs har ikke kommenteret udviklingen i sagen.
Det var tilbage i december 2024, at den dengang gravide Aileen Lopera gik rettens vej for at fastslå, at NFL-stjernen er faderen til hendes datter.
Dengang ønskede hun fuld forældremyndighed over datteren, der kom til verden i april i år, ligesom hun ønskede, at NFL-stjernen skulle betale for alle hendes omkostninger omhandlende graviditeten og søgsmålet.
Stefon Diggs danner i dag par med Cardi B, som i september annoncerede, at hun er gravid med sit og Stefon Diggs' første fælles barn.
Rapperen har i forvejen tre af slagsen med sin eksmand, Offset.
Stefon Diggs har - udover den nyfødte og den kommende baby - en ni år gammel datter med sin ekskæreste, Tyler-Marie.
