Kendte29. september 2022

Ditte Julie Jensens mareridt: Mister måske huset

Hun har aset og maset med at skabe sit drømmehus, og nu risikerer Ditte Julie Jensen at skulle gå af med det
Ditte Julie Jensen
Ditte Julie Jensens smil stivner fra tid til anden i øjeblikket. Hun går nemlig og venter på at finde ud af, om hun kan flytte ind i sit drømmehjem.
 Foto: Dan Mariegaard

Det seneste år har man kunnet følge med i projekt drømmehus på Ditte Julie Jensens Instagramprofil.

I september sidste år fik hun nøglerne til sit 5,7 millioner kroner dyre hus i Tårnby på Amager og skød gang i et omfattende renoveringsprojekt, der skulle omdanne det nye hus til hendes drømmebolig.

Og nu er kagedarlingen snart i mål, men selv om hun langt om længe kan ane datoen for indflytningen i horisonten, er det måske alligevel for tidligt at glæde sig.

Det er nemlig ikke sikkert, hun kan få lov at blive boende i huset

Det fortalte hun, da SE og HØR forleden mødte hende til premiere på "Leo Grande" i Gentofte Kino.

- Samtidig med at det er den vildeste glæde over, at det er ved at være færdigt, betyder det også, at huset skal vurderes. Sagt lidt firkantet skal det have en vis værdi for, at jeg kan få lov at blive der. Jeg tænker, 'selvfølgelig går det', men der er prisnedgang og rentestigning. Tiden er bare virkelig imod mig. Krig og corona har været mod mig under byggeprocessen, og nu er det andet mod mig,” fortæller hun til ugebladet.

I forvejen var det overordentligt svært for Ditte Julie at få lov at låne pengene i banken. Det har hun tidligere fortalt om på sin blog.

- Det kommer meget bag på mig, hvor rigide og firkantede danske banker er. Som helt fast procedure, når du skal låne penge, skal du kunne fremvise 3 lønsedler. Problemet her er bare, at jeg ingen lønsedler får, da jeg er selvstændig, skriver hun blandt andet.

I blogindlægget fortæller hun desuden, at hun fik afslag fra hele fem banker, før en sjette endelig gik med til at finansiere hendes boligdrøm.

Selv om bankernes rigide regler i første omgang kunne have sparet hende den hovedpine, hun lige nu kæmper med, indtil huset bliver vurderet, har hun dog ikke mistet modet helt.

- Hver gang, jeg træder ind i huset, føler jeg mig hjemme, så jeg vil kæmpe for det. Men jeg er virkelig bange for, at det ikke får den vurdering, det skal have for, at jeg kan sidde i det alene.

SE og HØR har været i kontakt med Ditte Julie, som fortæller, at hendes hus endnu ikke er blevet vurderet.

Sponsoreret indhold