Ditte Hansen reagerer på Jonatan Spang-sag: - Jeg blev chokeret

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen afslører: Har sagt nej til "Vild med dans" flere gange
"Tæt på sandheden"-værten Jonatan Spang har de seneste døgn trukket store overskrifter.
Onsdag kom det nemlig frem, at han er anklaget for grooming og et seksuelt overgreb mod en dengang 15-årig pige.
En nyhed, som i den grad kom bag på skuespiller Ditte Hansen, da hun læste det.
- Jeg blev chokeret, sagde hun, da SE og HØR onsdag aften mødte hende til Wallmanns' gallapremiere.
Ditte Hansen har tidligere arbejdet sammen med Jonatan Spang på satireprogammet "Tæt på sandheden", hvor hun blandt andet har medvirket i en række sketches.
Men selv om de har været kollegaer, vidste hun intet om de voldsomme anklager.
- Altså, jeg ved ikke mere, end der står i avisen lige nu. Så det er spekulationer, hvad jeg siger. Så jeg har ikke rigtig mere at sige.
- Det er trist. Det er sørgeligt på alle måder, sagde hun videre.

Beskyldt for overgreb
Det var onsdag morgen, at Jonatan Spang tog bladet fra munden.
Efter en pludselig fyring fra DR-programmet "Tæt på sandheden" fortalte han i et opslag på Instagram, at han som 31-årig havde "en kortvarig intim relation" til en dengang 15-årig pige, som nu beskylder ham for overgreb.
Men det, som Jonatan Spang husker som "et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation", husker kvinden i dag helt anderledes.
Til Berlingske og SE og HØR, fortæller den i dag 32-årige kvinde, at hun ikke giver meget for den undskyldning, tv-værten har delt.
- Det overrasker mig ikke, at han benægter overgrebet, og det overrasker mig heller ikke, at han siger, at han har sagt undskyld, fortæller hun til SE og HØR.
SE og HØR har siden tirsdag formiddag flere gange forsøgt at få en kommentar fra Jonatan Spang.
Han har dog ikke reageret på henvendelserne - og i stedet via Instagram fortalt, at han ikke vil tale om sagen eller kommentere kvindens anklager, udover det som er delt på netop Instagram.
Du kan læse mere om den historie HER.