
Ditte Giese er død

LÆS OGSÅ: Erklæret terminal - her siger hun farvel til livet
Journalist, debattør og forfatter Ditte Giese er død efter længere tids kræftsygdom. Hun blev 48 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Hun gik bort mandag 26. januar. Ditte Giese fik konstateret brystkræft i 2019.
Det er blot tre dage siden, at hun i et debatindlæg i Politiken skrev, at hun var blevet erklæret terminalt syg. Indlægget havde overskriften "Farvel, kære læsere".

I debatindlægget fortalte hun, at hun satte sig en række mål, som hun har fået opfyldt.
Blandt andet ville hun overgå den officielle levetidsstatistik på fem år, der er normen med brystkræft i fjerde stadie, da hun så kunne nå at få sønnen konfirmeret. Det lykkedes, da drengen, som var ni, da sygdommen ramte, var fyldt 15.
Der var dog også mål, som hun ikke nåede at opfylde. Heriblandt at blive 50 år gammel.
- Det når jeg så ikke. Desværre. Jeg elsker ellers at holde kæmpe fester for familie og venner. Mit sidste cancermål var, at jeg skulle opleve min dejlige dreng flytte hjemmefra som 18-19-årig.
- Og det kommer jeg så desværre heller ikke til.
Den første melding om Ditte Gieses sygdom var, at den blev opdaget i et tidligt stadie, men senere viste det sig, at kræften var metastatisk og havde spredt sig til lever og knogler.
Sygdommen var fremskreden, og hun blev erklæret uhelbredeligt syg.
