Kendte16. september 2021

Disse tre film er i spil som dansk Oscar-kandidat

Torsdag eftermiddag står det klart, at det er filmene "Flugt", "Margrete den Første", og "Skyggen i mit øje", som er udvalgt som mulige bud på Danmarks kandidat til Oscaruddelingen i 2022
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

"International Feature Film"-statuetten vil man gerne kunne hive med hjem i kufferten, hvis man er dansk filmmager.

Og nu er Oscar-komitéen herhjemme nået til enighed om, hvilke tre film, der faktisk står overfor muligheden.

De er nemlig nu i spil til at blive Danmarks kandidat i det videre kapløb om en nominering ved den store filmfest.

Det drejer sig ifølge en pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut om filmene ”Flugt”, ”Skyggen i mit øje” og biografaktuelle ”Margrete den Første”.

Animationsdokumentaren ”Flugt” er instrueret af Jonas Poher Rasmussen med produktionsselskabet Final Cut for Real ved sin side. Den er allerede blevet hædret ved Sundance, hvor den løb med ”Grand Jury Prize”. Ligesom den var særligt udvalgt under filmfestivalen i Cannes.

Den er desuden blandt de nominerede til Nordisk Råds Filmpris 2021.

Den fortæller historien om instruktørens gymnasieven Amin, som for første gang fortæller om sin dramatiske rejse fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.

Udover at have væltet sig i priser og hæder, er "Flugt" - eller på engelsk "Flee" - blevet solgt til distribution hos det anerkendte produktionsselskab Neon, der blandt andet var dem, der kørte den koreanske "Parasite" i stilling til en Oscar i 2020.

Se traileren her:

”Margrete den Første” af Charlotte Sieling er blevet fornemt modtaget af anmelderne op til premieren i dag. "Mesterlig", "med internationalt format", "den bedste historiske film i årevis" og en "gennemført flot og spændende storfilm om en kvindelig danmarkshistorisk helt", lyder det blandt andet om filmen med Trine Dyrholm i hovedrollen som Danmarks første dronning.

Filmen er købt til amerikansk distribution af Samuel Goldwyn Films, der også stod bag 'Druk'.

Se traileren til "Margrethe den Første" her:

Danske filmfans må vente tålmodigt med at opleve den tredje og sidste kandidat til en nominering, når ”Skyggen i mit øje” får biografpremiere den 28. oktober.

Filmen af Ole Bornedal skildrer en af de største tragedier i Danmarkshistorien, nemlig bombningen af Den Franske Skole i København – fra børnenes perspektiv.

Instruktøren har selv skrevet manuskriptet til 'Skyggen i mit øje', der er produceret af Jonas Allen og Peter Bose for Miso Film.

Se forfilmen til "Skyggen i mit øje" her:

Den endelige kandidat udpeges den 25. oktober.

Sponsoreret indhold