
Disney med vild nyhed: "Home Alone" vender tilbage med ny film
Den første "Home Alone"-film fik premiere tilbage i 1990, men over 30 år efter, er den stadig en favorit - især til jul, hvor den nærmest er obligatorisk på linje med gaver og risalamande.
Og nu kan fans af filmen godt glæde sig. Disney har netop meddelt, at der kommer en ny "Home Alone"-film, eller "Alene Hjemme", som vi kender den her i Danmark.
Og selvfølgelig får den nye "Home Alone"-film premiere lige inden jul: Helt præcist er det den 12. november, du kan se filmen på Disney Plus. Det afslører streamingiganten selv på Twitter.
Artiklen fortsætter under tweetet
Desværre bliver det dog ikke med Kevin McCallister, som er spillet af den i dag 40-årige Macaulay Culkin, der kommer til at indtage hovedrollen i den nye film.
I stedet bliver den drengen Max Mercer, spillet af Archie Yates på 12, der bliver glemt derhjemme i juleferien, mens familien rejser til Japan.
Ligesom i de oprindelige film skal den efterladte dreng nu tage kampen op mod et par tyve, som har set sig lune på familien Mercers hus.
Artiklen fortsætter under billedet

Det bliver 12-årige Archie Yates, der skal være "Alene hjemme". Foto: MEGA
Det bliver den sjette "Home Alone"-film i rækken: Den oprindelige udkom i 1990, mens en toer og en treer havde premiere i henholdsvis 1992 og 1997.
En firer og en femmer blev kun vist på tv tilbage i 2002 og 2012.

