Kendte11. september 2020

Disney kritiseres voldsomt for én bestemt detalje i ny "Mulan"-film

Kritikken hagler endnu en gang ned over actionfilmen "Mulan", som afslører én særlig angribelig detalje i rulleteksterne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega629219_004.jpg
 Foto: MEGA

Der er blevet kastet både roser og gode anmeldelser afsted efter Disneys nyeste skud på remake-stammen.

Filmen handler om den unge kvinde, der tager sin fars plads i den kinesiske hær, selvom hun er kvinde. Og selvom der - som Rossen på dansk synger - kun er plads til mænd, rigtige mænd.

”Mulan”, der i øvrigt ikke umiddelbart rummer helt så mange klassiske Disney-træk, bliver både kaldt for et af selskabets bedste live action-indspilninger af traditionelle tegnefilm i nyere tid, og The New York Times roste den især for billederne af det ”fortryllende landskab.”

Men især det sidste giver faktisk produktionen en del problemer.

Knap så kønt

Kritikken går nemlig på filmens rulletekster, der til sidst afslører, at ”Mulan” er filmet i områder af Kina, hvor regeringen beskyldes for grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Det drejer sig om den omdiskuterede Xinjiang-provins, hvor det muslimske mindretal, uighurerne, længe er blevet undertrykt i noget, der minder om udryddelseslejre.

Både optagelser og rapporter, har vist, at flokke af mennesker har fået bind for øjnene, er blevet lænket og lagt i håndjern.

Vidner, der tidligere har siddet i lejrene, fortæller om et miljø med seksuelle overgreb og tvangsarbejde. Ligesom de under en form for genopdragelse tvinges til at lægge deres muslimske identitet og kultur på hylden.

Flere vakse seere opdagede mandag, at produktionen bag ”Mulan” endda sender en tak til en række institutioner i Kina i løbet af filmens rulleteskter. Herunder det statslige sikkerhedsbureau i den kinesiske by Turpan, hvor flere af filmens scener er optaget.

Turpan ligger i provinsen som er i resten af verdens søgelys, mens sikkerhedsbureauet står i spidsen for disse arbejdslejre.

Så hvorfor skulle Disney arbejde i lige netop Xinjiang, spørger skribenten Isaac Stone Fish i Washington Post.

Der er nemlig flere passende kinesiske lokationer for ”Mulan”-historien, der ville give ligeså god - hvis ikke bedre - mening end den udskældte provins.

”På den måde er Disney med til at normalisere de brud på menneskerettighederne, der foregår,” mener Fish.

Publikummet koster

”Mulan” er ikke nogen billig film.

Med et budget på 1,3 milliarder kroner er det ret afgørende, at billetterne bliver solgt. Og den storslåede actionfilm skal især gå godt i ”Mulans” eget hjemland. Som har verdens næststørste biografmarked efter USA.

Disney – og instruktør Niki Caro – har altså en interesse i at være på god fod med Kina. Og det er da heller ikke første gang, at holdet bag beskyldes for at være lidt for gode venner med styret.

Hovedrolleindehaveren Liu Yifei fortalte til en kinesisk medie, hvordan hun bestemt bakkede politiet op i forbindelse med optøjerne og demonstrationerne i den uafhængige region Hong Kong.

Danskerne – der endnu ikke har lyst til at boykotte den nye ”Mulan” - har skulle væbne sig med en stor portion tålmodighed.

Først til december vil den kunne ses på streamningtjenesten Disney+ her i landet.

Sponsoreret indhold