Kendte 12. juni 2020

Dette er Josefine Høghs største øjeblik

Lørdag er Josefine Høgh vært til DR-eventet "Fællessang i Parken - vores fodboldhistorie"
Foto: Thomas Laursen

Når DR lørdag aften blænder op for "Fællessang i Parken - vores fodboldhistorie", så er det med en erfaren boldkvinde bag roret.

Det er nemlig Josefine Høgh, 30, der sammen med Tina Müller, 42, skal styre slagets gang fra Østerbro i København. Høgh er nærmest født med fodboldstøvler på, og har både spillet og interesseret sig for fodbold hele livet.

Men hendes eget største fodboldøjeblik var alligevel, da hun som 11-årig fik lov at møde selveste David Beckham.

– Jeg har jo været hysterisk Beckham-fan-girl, siden jeg kunne gå og stå. Jeg var i Manchester for at besøge Peter Schmeichels datter Cecilie. Vi fik lov at tage til træning med Peter en dag. Han overraskede os, og jeg fik lov at møde alle spillerne. Og da jeg mødte Beckham...Det var så vanvittigt. Han vidste godt, hvor stor en fan, jeg var af ham. Han havde en trøje med til mig, siger Josefine til SE og HØR og tilføjer:

– Når man er barn, og man har ét ønske, og så går det i opfyldelse. Det var jo helt vildt. Jeg finder stadig de billeder, vi fik taget sammen. Det var helt fantastisk.

I Parken i morgen skal Høgh hylde Danmarks fodboldhistorie. Men desværre er hun selv for ung til at huske nationens allerstørste fodboldstund. Josefine er født i 1989.

– Jeg ville ønske, at jeg havde det der fede minde fra '92, hvor jeg kunne sige, "jeg var der med dem, og vi gjorde det." Men det kan jeg ikke. Det er jeg så ærgerlig over. Jeg har fået fortalt, at vi var på en ferie på Mallorca. Jeg har til gengæld set alt fra slutrunden, så jeg føler lidt, at jeg var der. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg kunne huske det. Det var jeg ikke gammel nok til, fortæller hun.

Josefine havde glædet sig ufatteligt meget til EM-slutningen i år, som corona-krisen som bekendt satte en stopper for.

– Men når man kommer sig over, at det ikke blev sådan, så har vi lavet et show, hvor vi gennemgår og hylder hele den danske landsholdshistorie. Pakket ind i Fællessang som har været med til at samle danskerne i denne her specielle tid. Jeg kunne ikke have drømt om en bedre aften. Vi kan være med til at samle folk. Det er fedt at tage del i den fest, siger hun.

Hun lover, at det fodboldkampløse show bliver fantastisk.

– Det bliver en aften, hvor vi pakker alle store fodboldøjeblikke ind i nostalgi. Legendariske klips. Vi har spillerne og trænerne med på scenen. Så skal vi tage afsked med nogle af dem, der ikke kommer til at fortsætte på landsholdet nu her jo, siger Josefine til SE og HØR.

"Fællessang i Parken - vores fodboldhistorie" bliver sendt på DR1 eller streaming lørdag aften kl. 20.00.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sponsoreret indhold