Det legendariske boyband Blue er hovednavn hos Vi Elsker 90'erne

Når musikarrangementet Vi Elsker 90'erne vender tilbage for fuld udblæsning i 2022, bliver det med noget af et scoop.
Arrangøren har netop afsløret, at det britiske boyband Blue nemlig kommer til at være det helt store navn på plakaten.
- Det har krævet en del arbejde at få dem med på hele touren, ikke mindst med tanke på, at de spiller udsolgte soloshows i bl.a. England og Australien, men nu er det lykkes, og jeg glæder mig til sammen med publikum endelig at opleve dem igen i Danmark, udtaler Riffi Haddaoui i en pressemeddelelse.
Vi Elsker 90'erne rammer til sommer Rødovre, Aalborg, Næstved, Hillerød, Aarhus, Holstebro og Odense i perioden 21. maj til 27. august.
Vi Elsker 90'erne har allerede afsløret navne som Coolio, East17, Toy-Box, Pulsedriver, Dario G og Paradisio.