Kendte30. november 2020

Det danske kvindelandshold hårdt ramt af corona

Spillerne Nadia Nadim, Simone Boye samt assistenstræner Kristian Mørch Rasmussen fra det kvindelige fodboldlandshold har fået corona
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nn.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Den 32-årige fodboldstjerne, Nadia Nadim, er ikke alene testet positiv og derfor isoleret med den frygtede virus. Hun må også af netop den årsag melde afbud ved EM-kvalifikationskamp tirsdag hjemme mod Italien.

I sammen omgang blev hendes landsholdkollega Simone Boye samt assistenttræner Kristian Mørch Rasmussen testet positive med covid-19, så det danske kvindefodboldlandshold er i den grad coronaramt.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på deres hjemmeside.

- De er alle tre blevet isoleret og sendt hjem. Samtidig har DBU valgt at isolere yderligere to spillere og en træner for en sikkerheds skyld, lyder det.

De yderligere isolationer gælder for landsholdsspillerne Stine Larsen og Katrine Abel, og deres målmandstræner Heidi Johansen.

Store konsekvenser

Landsholdslægen Søren Kaalund vurderer, at smitten er sket, før at spillerne blev samlet i lejren i Herning.

- Alle bor på eneværelser, bærer mundbind samt opholder sig og spiser på afstand af hinanden. Det er vores vurdering, at smitten ikke er sket i lejren, siger han.

- Den her pandemi har store konsekvenser for rigtig mange mennesker i verden, og nu er vi også ramt. Det er ærgerligt for holdet og specielt de tre smittede, udtaler landstræner Lars Søndergaard.

Nadim blev søndag middag testet positiv. Hun har været isoleret siden fredag aften, blev testet lørdag morgen og blev søndag eftermiddag sendt hjem.

De øvrige landsholdsspillere skal alle testes igen tirsdag.

Den afghanskfødte Nadia Nadim, som udover at være fodboldstjerne også er uddannet læge, trak selv i kitlen tidligere i år, da de danske regioner frygtede massivt pres fra coronasmittede patienter.

Sponsoreret indhold