9 gode grunde: Derfor skal du se ”Skam”

\

"Skam" er på rekordtid blevet meget populær. Den blev vist første gang i Norge i efteråret 2015.

(Foto: NRK)

Verdens bedste ungdomsserie er norsk, den hedder ”Skam”, og har du ikke allerede set den, bør du gøre det nu!

Så kort kan det faktisk siges.

Den norske serie ”Skam” har på rekordtid taget Norge med storm, og også herhjemme er danske fans begyndte at sluge serien om de fem unge og deres hverdag på et gymnasie i Oslo.

SE og HØR giver dig her 9 grunde til, at du skal se "Skam" - og alt dét, du bare skal vide om "verdens bedste ungdomsserie"!

1) Fordi den bare er dritkul og nej, vi kødder ikke!
 
2) Man bliver mindet om en tid, hvor alting på én gang var mere simpelt, rodet og intenst.
 
3) Man bliver taget tilbage til sin egen tid i gymnasiet.
 
4) Man kommer helt tæt på Eva, Noora, Vilde, Sana og Chris og deres venskab, der så fint viser, hvad ægte venskab betyder.
 
5) Man genfinder kærligheden for lækker læbestift - også i hverdagen.
 
6) Man kommer til at grine, græde og lære sammen med de dritkule unge kvinder.
 
7) Man får lyst til at flytte til Norge!
 
8) Man indser, at vi i Skandinavien har en fantastisk og åben ungdomskultur på godt og ondt, som vi skal værne om.
 
9) Man får lyst til at drikke sig teenagestiv i billig hvidvin og tage til privatfest.

Seriens anden sæson er blevet set af over 459.000 seere i gennemsnit, og anmelderne har kastet om sig med den ene rosende anmeldelse efter den anden.

I første sæson følger vi gymnasiepigen Eva (spillet af Lisa Teige), der netop har fået en ny kæreste, Jonas (spillet af Marlon Langeland).

Men ungdomslivet er alligevel ikke let for Eva. Hun har nemlig mistet sin gamle venindegruppe på grund af sit nye forhold til Jonas. Ensomheden fylder meget hos Eva, og derfor opfordrer Jonas hende til at finde en ny venindegruppe. Men det er jo ikke let, når man savner sine gamle veninder.

Nærmest ved et rent tilfælde finder Eva dog en række nye veninder: Den nye pige Noora, den overvægtige og sjove Chris, den hårde muslim Sana og den lidt OCD-ramte Vilde.

De fem unge piger finder sammen og knytter hurtigt tætte bånd. Foto: NRK

De unge piger knytter hurtigt tætte bånd, og seerne er med, når de er ramt af både kærestesorger, skal have P-piller og ellers bare ramler ind i teenagelivets mange udfordringer.

Og netop dét at serien er så genkendelig for både teenagere – og alle os, der har været teenagere – er med til at gøre den så populær.

Herhjemme har Politikens anmelder for eksempel kaldt serien for ”verdens bedste” og skrev blandt andet i sin anmeldelse:

- Serieskaber Julie Andem har skrevet så direkte til sin erklærede målgruppe på 16-årige piger, at det er blevet til teenagepop så smukt, at det rammer universelt. Natten efter jeg så første sæson, bankede dramaet fra gymnasielivet i Oslo så hårdt på nethinden, at det fortsatte langt ind i drømmene. Følelser, der er så intense, fordi de er store og nye i teenageårene, men også fordi de bliver følt et sted, hvor man ikke kan undslippe dem.

Serien har også fået store roser, fordi den ikke har brugt de traditionelle måder at promovere sig selv på. Den kører således ikke på selve NRK-kanalen, men kun på nettet. Serien har også gjort et stort arbejde i at gøre karaktererne i serien – Eva, Noora, Chris, Sana og Vilde – levende i ”den virkelige verden”. Serien udfolder sig derfor også på både Facebook og Instagram.

Indtil videre kan man se to sæsoner af ”Skam”. En tredje sæson er på vej. Den får premiere til efteråret.

Serien er dog ikke kun populær hos TV-skaberne. Også den skole, hvor de unge piger går, kan mærke, at serien har ramt plet. Hartvig Nissen-skolen fortæller således ifølge det norske medie NRK, at den har fået dobbelt så mange ansøgere i år som sidste år.

- Det hænger nok sammen med TV-serien, udtaler rektoren ifølge det norske medie.

Du kan se serien lige her.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close