Kendte31. januar 2023

Derfor er Jesper Lohmann altid den onde: Jeg forstår det djævelske

Den rutinerede skuespiller har nemt ved at spille farlig fyr på skærmen – for det diabolske og djævelske ligger til ham
Jesper Lohmann
Med egne ord er Jesper Lohmann, 62, ikke en barsk fyr, men han er god til at spille én – og han har gjort det mange gange på tv.
 Foto: Lars H. Laursen

LÆS OGSÅ: Jesper Lohmann svinder ind: Jeg var blevet lidt småfed

Han var ond i “Rejseholdet”, han var ond i “Forbrydelsen” og med egne ord også en smule “bad guy” i “Taxa”.

Jesper Lohmann har gjort karriere som lidt af en barsk fyr, og nu er han tilbage i tredje sæson af Viaplay-serien “Den som dræber”, hvor han spiller hovedrollen Natalie Madueños far.

Ja, krimigenren lokker – og det er fordi, Lohmann kan relatere til det grimme, fortæller han til SE og HØR.

Jesper Lohmann
Krimiveteranen napper endnu en skurkerolle med sæson tre af “Den som dræber”.
 Foto: Lars H. Laursen

– Jeg kan godt finde ud af at forsvare de der mennesker, for det er jo stadig mennesker.

Og jeg kender godt personligt til det der med … jeg har en forståelse for det mørke. Det diabolske og djævelske.

Dér, hvor de grimme ting kommer fra.

Det kommer fra karakter, opvækst og opdragelse. Jeg har altid haft forståelse for det onde, fordi jeg har kendt det i mig selv, afslører Jesper Lohmann.

Jesper Lohmann
Lohmann gør sig også i musik, og i løbet af 2023 kommer han rundt med sit nye show “Sinatra, Otto, Elvis og de andre Rødder”, hvor han med Peder Kragerups Orchestra byder op til croon, rock’n’roll og jazz.
 Foto: Lars H. Laursen

Sov den ud i detentionen

Selv har den garvede gut dog formået at holde sig ude af kriminalitet – sådan da.

For som ung blev knallerten både boret, hakket og gearet – og så var der dengang, skuespilleren sov rusen ud i politiets varetægt.

– Jeg var i detentionen i mine unge år, fordi jeg var lidt for voldsom på gaden.

Det var ikke vand, jeg havde drukket den aften, og jeg var hidsig, og jeg kastede en cykel ind i en havemur. Jeg var midt i et kæresteopgør, ganske enkelt.

Så jeg kom ind for at køle af. Så kunne jeg lære det, fortæller Lohmann, som dog hurtigt understreger, at en cykel er det eneste, han har gjort skade på.

– Jeg har altid været god til at skynde mig væk eller spille klovn, hvis der har været optræk til ballade.

Folk kan jo tro, at jeg er en farlig karl, fordi jeg som regel spiller barske fyre på tv og film, men det skulle jeg hilse at sige, at det er jeg ikke. Men jeg kan godt spille én.

Jesper Lohmann
“Farlig” farmand – med sønnerne Laurits og Ole på 16 år og 14 år fra ægte­skabet med skuespiller Charlotte Rathnov.
 Foto: Hanne Juul

Siger ja i ‘23

Barskt bliver det forhåbentligt ikke, når skuespilleren senere i år med al sandsynlighed endelig får sagt ja til sin forlovede Lise Frølund.

Det var helt tilbage i september 2021, at en glad Jesper Lohmann fortalte, at han havde friet, og ifølge traditionen skal brylluppet jo stå senest et år efter forlovelsen.

Jesper Lohmann og Lise Frølund
2023 bliver året, hvor skuespilleren endelig får sagt ja til sin forlovede Lise Frølund.
 Foto: Birger Storm

Corona har dog stået i vejen for bryllupsforberedelserne, men et kirkebryllup bliver det til i det nye år.

– Det er stadig på tegnebrættet, og vi ser, om vi ikke kan få det gjort i 2023, fortæller den bløde “bad guy”.

Sponsoreret indhold