Kendte10. september 2020

Den ultimative liste: Her er de vildeste øjeblikke fra "Keeping up with the Kardashians"

Fans af tv-serien om verdens mest berømte tv-familie fik dårlige nyheder i nat. Til næste år tager Kardashian-stjernerne den sidste tur i manegen. SE og HØR bringer her de mest mindeværelige øjeblikke fra "Keeping up with the Kardashians"
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

De kloge siger, man skal stoppe, mens legen er god.

Men mon ikke lige så begavede mennesker kan erklære sig enige i, at der var masser af gode år tilbage i et af verdens mest sete reality-formater?

I hvert fald begræder fans af den stenrige familie (som kun er blevet rigere med årene) nu, at de til næste år trækker stikket efter hele 20. forrygende sæsoner.

Tv-serien om Kardashian/Jenner-klanen er ikke blot en nutidig fortælling om den amerikanske drøm – en skildring af et vaskeægte imperium, der tog form i en vældig fart og som stadig vokser stødt.

Den revolutionerende reportageserie tog også fat på større emner som sex-skandaler, psykiske problemer, berømmelsens pris og store familiefejder - ja, sågar kønskifte - gennem årene.

Og så lad os da bare være ærlige – den leverede også en hel favnfuld ekstremt underholdende scener og replikker.

Derfor bringer SE og HØR i samarbejde med bedrøvede tweetende fans her i en ikke-prioriteret rækkefølge de vildeste, skøreste og sjoveste øjeblikket fra mor Kris og søstrenes liv.

I toppen af artiklen kan du få et tilbageblik til 2007 - dengang det hele startede.

1: Diamanter varer ikke evigt

Det er umiddelbart en dårlig idé at tage en svømmetur i Bora Boras blå vand med øreringe til en værdi af 75.000 amerikanske dollars i ørerne. Men hvis ikke Kim Kardashian skulle give sig i kast med dén disciplin, hvem egentlig så?

Desværre gik det lige rigeligt vildt for sig, og den 39-årige tv-stjerne mistede én af sine diamantøreringe. Hvilket fik hende til for det første at tilkalde det meste af familiens assistance, men også græde på sin helt karakteriske måde – indtil hun bliver afbrudt af sin kontante søster Kourtney med ordene:

- Der er folk ude i verden, der dør, Kim.

2: Din søster skal i fængsel

Også i 2009 var der gang i Kardashians-søstrenes sociale medier.

Og selv i de skøreste situationer må man tage et godt selfie-lys alvorligt. Så da familien i slutningen af nullerne bogstavlig talt er på vej i deres store SUV til fængslet, hvor Khloés måtte afsone sin straf for at have brudt en betinget dom for spritkørsel.

- Stop med at tage billeder af dig selv, Kim, din søster skal i fængsel, lød de ikoniske ord fra strikse Kris Jenner.

3: KKW på væggen

Der var i dén grad drama på drengen, da Kim og Kourtney Kardashian i 18. sæson røg i totterne på hinanden. Længe havde de to søstre været uenige om, hvor stor en del af livet der skulle portrætteres og offentliggøres.

Slagsmålet er en af de mere alvorlige og højspændte klip fra serien, og er man i tvivl herom, så overvej lige en ekstra gang, at Kourtney slår sin søster så hårdt, at hun efterlader et foundation-mærke på den kridhvide væg i kampens hede.

Kim Kardashian West eget meget populære make up-brand KKW Beauty har muligvis haft svært ved at påstå, at deres produkter ikke smitter af siden.

4: Gris eller kylling

I 2017 forærede familiens overhoved Kris Jenner sin datter Kylie en lille kælegris. Jamen selvfølgelig da.

På vej ned af trappen under den bedårende overraskelse fik 23-årige Kylie dog forvekslet den lille gris med et andet af gårdens dyr, og udbrød lettere skingert:

- Er det en kylling?

Replikken er naturligvis gået hen og er blevet legendarisk siden.

5: Kris og kæmpelæben

På en anden af familiens fuldstændigt overdådige rejser – denne gang til den caribiske ø St. Barts – var stakkels Kris Jenner nødt til at aflyse en tv-optræden. Dog må man sige, at hun var lovligt undskyldt.

En allergisk reaktion – muligvis på grund af et insektbid - gav den 64-årige momager lidt af en hævelse på overlæben. Mens resten af familien fik et godt grin.

6: Kim får NOK

”Folk siger, at det her var på høje tid, og at showet er blevet sendt alt for længe, men hvordan kan det være, når nu et af de mest ikoniske øjeblikke skete for kun to sæsoner siden, spørger en bruger på Twitter og refererer til Kim Kardashians vilde rant.

I sæsonpremieren på sæson 15 springer Kim i luften, da Kourtney og hende forsøger at arrangere fotograferingen af familiens årlige julekort. Her beskyldes hun nemlig af søsteren for at være dominerende og for optaget af sin forretning, hvilket man nok ikke skal sige til sådan én som Kim.

- Hvis du nu havde en fucking forretning, som du var passioneret omkring, så ville du vide, hvad det krævede, men det har du jo ikke, lød det fra den rasende forretningskvinde.

7: Døv dame på badesalt?

- Vi burde tale med den dame, hun var helt garanteret på badesalt, siger Kim til Khloe, da de vender om og spørger en stakkels dame på gaden om vej til den nærmeste kaffebar.

- Nåå, du er døv. Undskyld. Elsker dig, lyder de slutteligt fra de to søstre, der ruller vinduet forsigtigt op igen.

Ingen grund til yderligere uddybning. Klassisk ”Keeping up”.

8: Tæsk med håndtaske

Det var ikke kun i den nylige sæson, at de tempermentsfulde piger er faret på hinanden.

I et afsnit fra 2009 hører den dengang meget unge Kim, at Khloé taler om den nye Bentley, hun har købt. Det får storesøsteren til at vende tilbage til værelset, hvor Khloé og Rob Kardashian sidder og spiser mad fra Chipotle.

Med sig har hun en håndtaske og ild i øjnene, da hun siger:

- Don’t be fucking rude.

9: Er jeg jeans?

Ingen liste over de mest mindeværdige øjeblikke fra ”Keeping up with the Kardashians” uden Kris’ totale forvirring over datteren Kendalls meget unge udtryk.

I en fuldkommen absurd samtale om et par bukser bliver mor Jenner undervejs mere og mere forvirret, mens den 24-årige model bliver stadig mere rasende over, at hendes mor ikke forstår.

Det er da heller ikke nemt, når man som svar på et kompliment får at vide, at man er ”pæne jeans”.

https://imgix.seoghoer.dk/mega91541_001.jpg
 Foto: MEGA

Kourtney, Kim og Khloé skal ikke længere lave tv sammen som i gamle dage fra næste år, når "Keeping up" lukker efter 20 sæsoner (Foto: Mega)

Sponsoreret indhold