Kendte30. januar 2020

Den sidste ”Klovn”-film er ude: Her er anmeldernes dom

Anmelderne har svært ved at få armene ned over Casper Christensen og Frank Hvams sidste ”KLOVN”-film
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/casper_og_frank_1.jpg
 (Foto: Nordisk Film)

Er du en af dem, der ikke kan få nok af at krumme tæer over Franks pinligheder og Caspers ofte sjofle og 'det-var-ikke-min-skyld'-bemærkninger i ”KLOVN”?

Ja, så er du formentlig også én af dem, der skal se den tredje – og desværre også sidste – film i makkerparrets triologi.

Filmen - der meget passende har fået titlen ”KLOVN THE FINAL” - har netop fået premiere, og det lader til, at der er god grund til at stå klar ved biograferne, hvis man er på udkig efter et godt grin.

De danske anmeldere er hvert fald imponerede.

Herunder bringer vi et udpluk af anmeldernes dom – og der er mange stjerner strøet ud over Christensen og Hvams sidste ”KLOVN”-film.

DR: Fem ud af seks stjerner

"Jeg elsker det univers. Jeg elsker, at andre synes, det er for meget, for lidt, for pinligt, for mandehørmende, for pubertært, for plat, for privat. Jeg elsker, at Casper og Frank er helt nede og pille i vores underbukser. Ikke kun i mænds underbukser.

Frank Hvam og Casper Christensen får tit tæsk for at være simple drengerøve. Intet kunne være mere forkert. Eller rettere: Det er netop en del af raffinementet, at de så nemt kan fremstå som drengerøve.

Nedenunder er de to af de mest komplekse komiske figurer i dansk film. Og som makkerpar er de ligeså begavet kridtet op som Egon, Benny og Kjeld i Olsen-banden".

Eekstra Bladet: FEM UD AF SEKS STJERNER

"Ud over at være noget af det mest begavede, indsigtsfulde og fordomsfri, vi nogensinde kommer til at se om (midaldrende) manderoller og identitet - og såmænd også om ægteskabets væsen - så er 'Klovn The Final' tilmed den sjoveste danske film siden 'Klovn The Movie'.

Om den tåler lige så mange tåkrummende (på den gode måde) gensyn, vil tiden vise, men lige nu og her får du svært ved at finde et bedre og mere rammende grin for dine penge.

Det er det, man kalder at lukke og slukke med maner. Bravo!"

Ekk0: FEM UD AF SEKS STJERNER

Casper og Frank sætter et upassende og absolut værdigt punktum for Danmarks bedste komedieduo i nyere tid – det 21. århundredes svar på Dirch Passer og Kjeld Petersen.

B.T.: Tre ud af seks stjerner

Hvis ‘Klovn The Movie’ var et festfyrværkeri, er ‘Klovn The Final’ en af de der bordbomber, der ser meget seje ud, men mest bare siger ‘pluf’ og spytter fire flag og en plastikdims ud, når man tænder den.

Det er ikke fordi, det er alarmerende usjovt, filmen virker bare som et tv-afsnit, der er trukket unødigt langt ud.

Soundvenue: Seks ud af seks stjerner

Mia Lyhne er et komisk geni, også i ’Klovn the Final’, hvor hun i åbningsscenen hæver sengen under et samleje til det, Frank kalder »en umulig arbejdsstilling«, og senere kaster sig ud i en forløsende hobbykarriere som korsangerinde.

Filmen er så afgjort et flot farvel til en duo, der i grænselandet mellem det tragiske og komiske igen og igen har ramt vores ømme punkter – i leverpostejslivet og i flugten fra det. Og tak for det.

[node:aller-poll]

Sponsoreret indhold