Kendte26. januar 2024

Den kendte pornostjerne Jesse Jane er fundet død

Den amerikanske pornostjerne blev blot 44 år. Også hendes mand er fundet død i hjemmet
MEGA
Jesse Jane var blandt andet med i pornofilmen "Pirates" og opfølgeren "Pirates 2: Stagnettis Revenge".
 Foto: MEGA

Den kendte amerikanske pornostjerne Jesse Jane og hendes mand, Brett Hasenmueller, er onsdag lokal tid blevet fundet døde i deres hjem i den amerikanske delstat Oklahoma.

Det oplyser det lokale politi ifølge den amerikanske avis The New York Times.

Jane blev 43 år.

Hun var med i pornofilmen "Pirates" og opfølgeren "Pirates 2: Stagnettis Revenge".

Den første slog i sin tid rekord med sit budget, som var det højeste for en pornofilm nogensinde.

Nyheden om Jane og hendes mands død kom i første omgang via det amerikanske underholdningsmedie TMZ og var i løbet af torsdag aften en af de mest googlede ting i Danmark.

Det er dog først fredag morgen, at deres død er blevet bekræftet af officielle kilder.

Jane blev født 16. juli 1980 med navnet Cynthia Ann Howell i Fort Worth i den amerikanske delstat Texas.

Hun arbejdede som model, inden hun fik arbejde som reklamemodel for den amerikanske restaurantkæde Hooters. Hooters er en restaurant, hvor maden og drikkevarerne bliver serveret af letpåklædte kvinder.

I 2003 skrev hun kontrakt med pornoproducenten Digital Playground. Hun fik debut i filmen "Beat the Devil" og var vært på to programmer for magasinet Playboys fjernsynskanal, "Naughty Amateurs Home Videos" og "Night Calls".

Det var dog hendes arbejde i "Pirates", som for alvor gjorde hende til en af verdens førende pornoskuespillerinder.

Her spillede hun styrmanden Jules, som med sin lidt besynderlige sammensætning af søfolk går efter sørøvere. Filmen udkom, få år efter at den første film i serien "Pirates of the Caribbean" havde hittet i biografer.

Mens den første film kostede en million dollar at lave, kostede opfølgeren hele otte millioner dollar.

Jesse Jane efterlader sig en søn.

Sponsoreret indhold