Kendte15. juni 2023

Den engelske skuespiller Glenda Jackson er død 87 år gammel

Glenda Jackson vandt en Oscar-statuette to gange, og blev senere medlem af det britiske parlament
Glenda Jackson blev 87 år.
Glenda Jackson blev 87 år.
 Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Den engelske skuespiller Glenda Jackson, som to gange modtog en Oscar, og som senere var medlem af det britiske parlament som socialistisk politiker, er død 87 år gammel.

Som en af fire døtre til en murer og en rengøringskone i det nordvestlige England glemte Jackson aldrig sine rødder - heller ikke da hun havde skabt sig et ry som en af de største kvindelige skuespillere i hendes generation.

Med sine markante træk og skarpe øjne blev hun kendt både fra tv og teaterverdenen, indtil hun gik ind i politik med en erklæring om, at "en skuespillers liv er ikke interessant".

Hun fik den første Oscar i 1971, da hun spillede en hovedrolle Ken Russells filmatisering af D.H. Lawrences roman "Når kvinder elsker" ("Women in Love").

Hendes anden Oscar modtog i 1974 hun for "En pikant affære" ("A Touch of Class"), en romantisk komedie instrueret af Melvin Frank. Jackson spillede en stresset modedesigner, som bliver viklet ind i en katastrofal kærlighedsaffære med en amerikansk forretningsmand i London.

Jackson blev også hyldet med to Emmy'er for et portræt af Elizabeth den 1. i BBC's tv-serie "Elizabeth R" i 1971.

Hun voksede op i Birkenhead i Cheshire, hvor hun forlod skolen, da hun var 15 år og begyndte at arbejde i en forretning, inden hun blev optaget på det prestigefyldte J Royal Academy of Dramatic Art i London.

Hendes store chance kom i 1964, da avantgarde-instruktøren Peter Brook gav hende rollen som Charlotte Corday i hans opsætning af "Marat/Sade", som foregår på en psykiatrisk hospital.

Da hun gentog sin optræden på Broadway, blev hun af amerikanske kritikere udråbt til at være den mest lovende skuespiller i sæsonen 1965-66.

Jackson forstærkede sit ry, da hun spillede Ophelia i Hamlet og Masha i Anton Tjekhovs "Tre Søstre".

Hun medvirkede i flere andre film, hvor hendes præstationer vakte opsigt. Der var blandt andre John Schlesingers "Sunday Bloody Sunday" med Peter Finch og endnu et portræt af Elizabeth den 1. i "Mary, Queen of Scots" sammen med Vanessa Redgrave.

Hun var 55 år, da hun blev valgt ind i parlamentet som medlem af arbejderpartiet Labour. Hun var en forbitret modstander af Margaret Thatcher, Storbritanniens konservative premierminister fra 1979 til 1990.

I 1997 blev hun udnævnt til juniorminister for Londons transport i premierminister Tony Blairs regering.

/ritzau/

Sponsoreret indhold