KendteI går

Den danske musiklegende Poul Rudi er gået bort

Han døde på et hospice nær San Diego, hvor han har boet i mange år
Her ses sangkvartetten "Four Jacks". Fra venstre er det Bent Werther, John Mogensen, James Rasmussen og Poul Rudi.
Her ses sangkvartetten "Four Jacks". Fra venstre er det Bent Werther, John Mogensen, James Rasmussen og Poul Rudi.
 Foto: Karl Nord Sørensen/Ritzau Scanpix

Poul Rudi, som er tidligere medlem af den danske sangkvartet Four Jacks, er død.

Det bekræfter et andet tidligere medlem af gruppen, James Rasmussen, over for Ekstra Bladet.

- Det er rigtigt, at han er død. Hans datter Ayoe ringede og fortalte mig det i morges. Han var på hospice nær San Diego (USA, red.), hvor han boede i mange år, og han døde i sin søvn, siger James Rasmussen til Ekstra Bladet.

Poul Rudi blev 94 år.

Four Jacks var en dansk sangkvartet, der blev dannet i 1956 af Poul Rudi, Otto Brandenburg, Bent Werther og John Mogensen.

I 1958 forlod Otto Brandenburg gruppen og blev erstattet af James Rasmussen.

Four Jacks står blandt andet bag kendte numre som "O Marie, a vil hjem til dig" (1960) og "Mandalay" (1961), der for alvor gjorde dem populære.

James Rasmussen har ifølge Ekstra Bladet haft et nært venskab til Poul Rudi og hans familie i mange år.

Deres venskab fra Four Jacks-tiden blev styrket, da de begge rejste til USA for at prøve lykken, skriver mediet.

Ekstra Bladet skriver, at Poul Rudi har to døtre med sin danske kone, som han blev skilt fra i 1977. Han blev efterfølgende amerikansk gift.

Sponsoreret indhold