Kendte3. januar 2023

"De unge mødre"-kendis er død

Ditlev Traasdahl Madsen, der blev kendt gennem realityprogrammet "De unge mødre", er gået bort
Ditlev Traasdahl Madsen medvirkede i "De unge mødre", hvor man kunne se ham og Nanna Ragnhild med datteren, Malucca.
Ditlev Traasdahl Madsen medvirkede i "De unge mødre", hvor man kunne se ham og Nanna Ragnhild med datteren, Malucca.
 Foto: Aller Medier

Ditlev Traasdahl Madsen er død.

Han blev 51 år gammel.

Førtidspensionisten blev kendt gennem tv-programmet "De unge mødre", hvor man i tidernes morgen kunne følge ham og hans daværende kæreste, Nanna Ragnhild.

De to deler datteren Malucca, der i dag er ti år gammel.

Det er Ditlev Traadahl Madsens familie, der i et opslag på Facebook bekræfter dødsfaldet, som fandt sted 22. december. "De unge mødre"-kendissen bliver begravet i Holstebro Kirke tirsdag den 10. januar.

Familien bekræfter ligeledes dødsfaldet over for SE og HØR.

I tv-programmet kom det i sin tid frem, at Ditlev Traasdahl Madsen var tidligere dopingmisbruger, hvilket gennem årene har medført forskellige helbredsproblemer såsom blodpropper, hjerneblødninger og lammelser i kroppen.

Lammelser, som gjorde ham handicappet og ude af stand til at gå ordentligt.

Udover den blakkede fortid med steroider led han også af sygdommen Cadasil, som er en arvelig sygdom i blodkarrene, der giver højere risiko for blodpropper.

I julen 2020 faldt Ditlev Traasdahl Madsen om på gulvet i sit hjem i Heimdalsparken af netop en blodprop.

Til Lemvig Folkeblad fortalte han sidste år, at det dog ikke var døden, han frygtede, da han lå på sit kolde gulv uden at kunne bevæge sig.

- Jeg håbede lidt, at jeg døde. Jeg kunne nemlig ikke holde tanken ud, at jeg skulle blive endnu mere handicappet, sagde han.

Dengang blev Ditlev Traasdahl Madsen reddet af en nabo, men blodproppen havde ramt hans talecenter, hvilket medførte, at han efterfølgende havde problemer med at tale.

Hele hans venstre siden af kroppen stoppede desuden med at fungere, og "De unge mødre"-kendissen flyttede derfor ind i en plejebolig.

Ditlev Traasdahl Madsen har gennem årene været meget bevidst om, at han nok ikke ville blive en gammel mand efter sit mangeårige misbrug af steroider.

Til Ude og Hjemme fortalte han i 2013, at hans største frygt var ikke at opleve sin datter, Malucca, som voksen.

- Hun er mit liv. Så enkelt er det. Jeg fik at vide af lægerne, at jeg ikke havde levende sædceller for tyve år siden, og jeg har derfor aldrig troet, at jeg skulle blive far, sagde han dengang.

- Derfor er jeg taknemmelig for, at det lykkedes Nanna (Ragnhild, red.) at blive gravid med mit barn. Jeg nyder hvert et sekund, jeg har med Malucca, og jeg giver hende al min opmærksomhed.

"De unge mødre"-stjernen Nanna Ragnhild har endnu ikke kommenteret dødsfaldet af sin datters far, men søndag delte hun en video på Instagram, hvor hun græd.

SE og HØR forsøger at få en kommentar fra den 32-årige tv-kendis.

Sponsoreret indhold