
Dar Salim i krig med instruktør: - Det er helt absurd

Det er vist sikkert at sige, at Dar Salim og filmsinstruktøren Christian Bonke ikke er på julekort med hinanden.
De to er således blevet så rygende uvenner under og efter optagelserne til deres kommende film, "Herkules falder", at både fagforbund og advokater nu er blevet involveret.
Det skriver Weekendavisen.
I artiklen er det meget tydeligt, at parterne bestemt ikke er enige om forløbet bag uvenskabet.
Christian Bonke beskylder således Dar Salim for at have truet ham og "nedbrudt ham psykisk", mens stjerneskuespilleren kalder anklagerne for "absurde" og "opdigtede".
Sagen bunder i, at Dar Salim overtog en stor del af instruktionen under optagelserne., hvilket blandt andet har medført en strid om, hvor meget Salim skal krediteres for filmen.

Dar Salim trådte også efterfølgende til i klippelokalet, hvilket er yderst usædvanligt for en skuespiller.
Weekendavisen har fået indsigt i flere mails og dokumenter fra personer omkring filmen, der fortæller, at Christian Bonke ikke magtede sin opgave som instruktør.
Derudover støtter flere af de medvirkende i filmen Dar Salims version af historien.
Christian Bonke, der aldrig tidligere har lavet fiktions- eller spillefilm, mener dog, at Dar Salim "via sin stjernestatus" afpressede ham til overlade ansvaret til ham.
- Christian har frygtet - og frygter stadig - at Dar vil ydmyge og skænde ham offentligt, lyder det fra Christian Bonkes jurist, der ligeledes udtaler, at Dar Salim skal have truet med at hænge instruktøren ud i offentligheden.
Noget som skuespilleren afviser komplet og kalder "absurd".
- Hvis man kender mig bare fem minutter, ved man, at det ikke passer, siger han til Weekendavisen og fortsætter:
- Og hvordan beklikker man en mand i pressen, som ingen i offentligheden kender?
Christian Bonke er både instruktør og manuskriptforfatter på filmen. Tidligere har Christian Bonke blandt andet instrueret en række dokumentarfilm.
"Herkules falder" handler om en dansk soldat (spillet af Dar Salim), der er præget af indre uro efter mange udsendelser og år i krig.
Filmen har premiere 20. november i år.
