Danske Spil ikke i tvivl: Denne dommer løber med "X Factor"-sejren

MERE: Følg sæsonens første liveshow LIVE her
Der er lagt op til en spændingsfyldt aften, når årets første "X Factor"-liveshow ruller over skærmen fredag.
Her skal de ni solister og tre grupper nemlig for alvor finde talentet frem, når de skal brillere på den store livescene.
Men spørger man Danske Spils oddssætter, er der allerede nu et bud på, hvem der løber med den endelige "X Factor"-sejr, og hvem vi skal vinke farvel til i aften.
Det skriver spiludbyderen i en pressemeddelelse.
Nærmere bestemt vurderer Danske Spils oddssætter, at den debuterende dommer Simon Kvamm kommer til at "kvase" de andre dommere. For selv om han ikke har været i dommerstolen før, trumfer hans egen X faktor og udstråling.
– Vi tror meget på årets nye dommer, Simon Kvamm. Det er rigtigt, at han ikke har prøvet det før, men vi har alligevel den populære musiker og tv-personlighed som vores favorit til at vinde årets konkurrence. Dels synes vi, at han har valgt nogle ekstremt gode musikere til de kommende liveshows, og dels så har han bare en udstråling, der lige giver lidt ekstra, siger Danske Spils "X Factor"-ekspert, oddssætter Mathias Reimer Larsen, og fortsætter:
– Ja, man kan vel nærmest sige, at han har X-faktor.
I samme ombæring lyder det, at feltet allerede er ekstremt tæt med nærmest dødt løb blandt fire deltagere.
De største favoritter er dog Nambahlou, Kristoffer, Clara og Theodor, men alt kan ske, understreger Mathias Reimer Larsen.
– Der er stadig mange, som kan byde sig til, og samtidig må vi huske på, at dette langt hen ad vejen også er en popularitetskonkurrence. Og her må vi et par liveshows ind i forløbet, før vi med sikkerhed kan sige, hvem vi regner med løber med sejren.
I modsatte ende af feltet forudser Mathias Reimer Larsen, at det bliver Thomas Blachmans Rosita, der skal vinke farvel til programmet.