Danske kendisser udnyttes i internationalt salg af piller

LÆS OGSÅ: Hele Danmarks corona-general: Her er Søren Brostrøm i dag
Stribevis af kendte danskere som Søren Brostrøm, Peter Qvortrup Geisling og Bente Klarlund er lige nu ofre i et omfattende svindelnummer, hvor de ufrivilligt reklamerer for piller mod diverse sygdomme.
Det skriver faktatjekmediet TjekDet, som har identificeret 15 kendte danskere, der misbruges i et stort antal deepfake-videoer og forfalskede artikler på Facebook. Mange af de kendte er personer, som danskerne har tillid til, når det gælder sundhedsspørgsmål.
De mange opslag og artikler leder videre til hjemmesider, der sælger produkter, der i opslagene hævdes at kunne kurere sygdomme som diabetes og prostatakræft. TjekDet har identificeret over 20 forskellige hjemmesider, der alle følger samme skabelon. Her kan man købe produkterne, der går under navne som Frank & Frey, Pura Vida og Natures Garden.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der tale om et groft svindelnummer.
“Der er tale om en alvorlig og grov sag, som potentielt risikerer at komme en masse forbrugere til skade,” udtaler seniorjurist Daniel Mathias Bager.
Forbrugerrådet ser skærpet på sagen, da der er tale om produkter, der hævdes at kunne helbrede alvorlige sygdomme uden dokumentation.
“Når det gælder helbredelse af sygdomme, taler man til en mere sårbar forbrugergruppe. Derfor ser vi skærpet på det i forhold til andre typer af forbrugervildledning,” siger Daniel Mathias Bager.
Ifølge TjekDet foregår svindlen i flere lande. I Sverige er det eksempelvis den tidligere statsepidemiolog Anders Tegnell, der misbruges.
TjekDets research viser, at salget af de forskellige produkter kan føres tilbage til et hollandsk holdingsselskab. Ejeren af selskabet har før været sat i forbindelse med svindel - både i 2020, hvor hollandske forbrugermyndigheder advarede mod et af hans foretagender, og 2018, hvor der også i Belgien blev advaret mod hans virksomhed.
Til TjekDet forsvarer ejeren sig med, at han ikke var bevidst om den store mængde manipuleret indhold, der pt. markedsfører produkterne i flere lande.
“Vi samarbejder med eksterne marketingpartnere verden over, som promoverer vores produkt. Det giver bred eksponering, men betyder desværre også, at ikke al markedsføring sker under vores direkte kontrol,” skriver han til TjekDet.
Men som virksomhed kan man ikke fralægge sig ansvaret for markedsføringen af sine produkter på den måde, siger Forbrugerrådet Tænk.
“Det er ikke en gyldig undskyldning. Der kan i bedste fald være tale om, at både de eksterne og virksomheden selv er ansvarlige for markedsføringen,” siger Daniel Mathias Bager.