Danske Henrik var med til begravelsen: I 15 år modtog han julekort fra Lisa Marie Presley

LÆS OGSÅ: Chokafsløring til Lisa Marie Presleys mindehøjtidelighed: Blev mormor kort før sin død
Søndag samledes familie, venner og tusindvis af fans for at sende Lisa Marie Presley afsted.
"Kongens" datter gik nemlig bort, efter hun 12. januar blev hastet til hospitalet på grund af et hjertestop.
Begravelsen søndag den 22. januar foregik på Graceland i Memphis og blandt en af de mange sørgende fans, stod Henrik Knudsen fra Randers.
Han ejer Memphis Mansion i Randers - tidligere Graceland Randers - der inviterer indenfor i "Elvis' eget hjem", hvor man på dineren kan få legendens yndlingsret.
- For en helt almindelig dreng fra Randers var det et overflødighedshorn af følelser - også gode følelser. Det er svært at forklare. Det kan man ikke rigtigt. Men det var fuldstændigt outstanding, siger han til TV2 ØSTJYLLAND om oplevelsen.
Under begravelsen, der var offentlig for alle, optrådte blandt andre Alanis Morisette og Axl Rose.
Henrik Knudsen mødte for første gang Lisa Marie Presley i 2002, hvor han var med til pladereceptionen på hendes tredje og sidste plade.
Siden har han mødt hende ved flere lejligheder og de seneste 15 år har han været så heldig at få julekort fra sangerinden. Og selvom, som han selv pointerer, at det er sådan et, andre nok også har fået, så har det betydet meget for ham, at Elvis-datteren vidste, hvem han var, forklarer han til mediet.
Lisa Marie Presley er blevet stedt til hvile samme sted som sin far og søn ved Graceland i Memphis, Tennessee, hvor Elvis boede fra 1957 til hans død i 1977.
LÆS OGSÅ: Lisa Marie Presley blev kun 54 år: Fars pige og fyrenes drøm
Rørende billeder fra mindehøjtideligheden: Lisa Marie Presley hyldet