Danske festivals annoncerer scoop: Thomas Helmig kommer forbi

Thomas Helmig giver til sommer koncert på festivalerne Tinderbox og Northside.
Det oplyser de to festivaler i pressemeddelelser fredag formiddag.
- I fire årtier har Danmarks ukronede popkonge leveret soundtracket til danskernes små og store øjeblikke og sat gang i utallige dansegulve, skriver Tinderbox, der afholdes i Tusindårsskoven i Odense.
Også Northside glæder sig over, at "Aarhus' helt egen popkonge" er på plakaten til næste års festival.
- Thomas Helmig har i årtier været blandt de mest populære navne på dansk jord, og det er ikke uden grund. Med sin varme stemme, sit smittende humør og en sangskat, der spænder over generationer, er han indbegrebet af fællesskab og livsglæde, skriver Northside, der afholdes i Aarhus.
Tinderbox foregår 25.-27. juni, mens Northside afholdes 4.-6. juni.
Thomas Helmig fik sit folkelige gennembrud i Danmark i midten af 80'erne og har siden hittet med sange som "Det er mig der står herude og banker på" og "Malaga".
Den danske popmusiker har udgivet talrige album i sin karriere - senest i 2024 med albummet "Sortedam", der blandt andet handler om sønnen Hugo Helmig, der døde i 2022.
Albummet "Sortedam" er opkaldt efter Hugo Helmigs sidste bopæl i København ved Sortedamssøen
Det blev af nogle anmeldere beskrevet som Thomas Helmigs bedste album til dato.
- "Sortedam" er et tag selv-bord af emotioner, der smager af både tab, smerte, sorg, afmagt, skyld og savn, skrev Berlingskes anmelder i efteråret 2024.
Thomas Helmig spiller til foråret også to udsolgte koncerter i Royal Arena.
Han gæster også spillestedet Trekanten i Aalborg i løbet af sommeren, oplyser DTD Concerts i en meddelelse torsdag.