Dansk musiker gik helt ned efter brud: Sebastian Wegener tabte sig 30 kilo

Joyce-forsanger og solist Sebastian Wegener fortæller i det nyeste afsnit af Podimo-podcaste "112 for knuste hjerter", hvordan et hårdt brud fik ham til at gå helt ned med flaget.
Lige omkring bruddet havde han fået arbejde på en ølbar, hvilket han på daværende tidspunkt var glad for.
- Det var jo helt fantastisk for mig, fordi så kunne jeg tage derned og drikke lækre øl gratis og være sent oppe og... jamen, jeg håndterede det fuldstændig sindssygt, fortæller han.
Sebastian Wegener kom ind i en dårlig rytme med det sene arbejde, hvor både alkohol og stoffer var alt for tilgængeligt, og hver aften, hvor han må gå alene i seng, bliver han ramt af angst.
- Jeg har stjålet nogle beroligende piller fra min søster, fordi det er det eneste, som kan få mig til at sove. Og jeg begynder at få sådan en... Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en spiseforstyrrelse, men jeg begynder i hvert fald at faste hver dag i 20 timer.
Målet var at tabe sig, efter han, da han fortsat var i forholdet, havde spist for usundt og rørt sig for lidt, men han beskriver det som om, at han bliver "fanget" i sit vægttabsprojekt.
Han faster flere dage i streg af gangen, og nogle gange var de første kalorier, han indtog, gennem en øl.
Som resultat af dette tabte han sig 30 kilo.
Sebastian Wegener har i dag fået en ny kæreste, som han er forlovet med, og han udgav sidste år sit første soloalbum.