Dansk kendiskok i voldsomt misbrug: Drak 18 flasker vodka om ugen

LÆS OGSÅ: Anna Seneca tog stoffer – Jeg fik en psykose
- Jeg har været helt derude, hvor de fleste mennesker ville være døde.
Den barske melding kommer fra kendiskokken Carsten Olsen, bedre kendt som Den skaldede kok, under et besøg hos TV 2 Nord.
I interviewet åbner den 59-årige kok op om sit voldsomme alkoholmisbrug, der for et par år tilbage var tæt på at koste ham livet.
- Jeg havde et forbrug af alkohol, der svarede til 21 liter rødvin og mellem 16 og 18 flasker vodka om ugen (...) Det tog stort set livet af mig. Alt inde i min krop var ødelagt. Jeg blødte fra alle organer.
Årsagen til det voldsomme misbrug skyldes ifølge kokken, at han ønskede at gemme nogle ting langt væk.
Og da misbruget var på sit værste, gav lægerne ham mellem tre måneder og seks måneder at leve i, inden hans krop ville sige endegyldigt fra - hvis ikke han lagde alkoholen fra sig.
Heldigvis havde kendiskokken hustruen Helle Olsen ved sin side, og med hendes støtte formåede han at komme ud på den anden side, fortæller han interviewet.
- Det var mig selv, der valgte det (at stoppe med at drikke red.) Men det var Helle, min kone, der var der. Det var hende, der tog sig af mig, og det var hende, der sørgede for, at jeg kunne holde skruen i vandet. Havde jeg ikke haft Helle, så var jeg ikke stoppet. Det har jeg meget svært ved at forestille mig.
Carsten og Helle Olsen mødte hinanden i 2011 og har været gift siden 2017.