Kendte22. marts 2024

Dansk-iransk filmskaber vinder på CPH:DOX

The Flats triumferer ved CPH:DOX med hovedprisen for sin skildring af konflikten i Belfast

Filmen "The Flats", der skildrer konflikten mellem protestanter og katolikker i Belfast i Nordirland, har fredag aften vundet hovedprisen ved den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

Det oplyser filmfestivalen i en pressemeddelelse.

I bedømmelsen hæfter juryen sig ved instruktør Alessandra Celesias brug af rekonstruktioner og arkivbilleder, der får filmen til at udfolde sig i "et tidsløst vakuum".

- Vinderen af vores hovedpris er ikke bare et kreativt og konceptuelt modigt værk, men det er også skabt af en filmskaber, som er ydmyg nok til at vide, hvornår en historie vokser ud af dens rammer, og som har selvtillid nok til at følge med, hvor end filmen og dens fantastiske karakterer fører hen, lyder det.

Der er også en dansk film blandt aftenens vindere.

Det gælder filmen "The Son and the Moon", der har vundet filmfestivalens konkurrence for den bedste skandinaviske produktion.

Filmen er instrueret af dansk-iranske Roja Pakari. I "The Son and the Moon" følger man selvsamme Roja Pakari, der får konstateret kræft midt under sin graviditet.

Juryen beskriver filmen som en følelsesmæssig oplevelse, som projicerer instruktørens liv ud til publikum.

- Med dens kraftfulde filmsprog formår denne film at skildre livets flygtige natur, mens den samtidig fejrer den måde, som vores erindring kan udgøre hele vores liv på, lyder det i bedømmelsen.

I filmen følger man Roja Pakari igennem seks år, hvor hun dokumenterer sin hverdag og sine tanker om at leve med en sygdom, der kan koste hende alt.

Alle vinderfilmene kan ses i biografen fra starten af næste uge, og fra nu af kan man også streame flere af årets festivalfilm på streamingplatformen PARA:DOX.

Den danske dokumentarfestival har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen fra 13. til 24. marts med mere end 200 filmvisninger.

Sponsoreret indhold