KendteI går (opd. I går)

Dansk hotelkonge er død: Milliardæren Birger Arp-Hansen blev 71 år

Han byggede sammen med sin bror et hotelimperium og opbyggede en formue på flere milliarder kroner
Sidste efterår deltog Birger Arp-Hansen i bisættelsen af skuespilleren Ulf Pilgaard. Nu er han selv død.
Sidste efterår deltog Birger Arp-Hansen i bisættelsen af skuespilleren Ulf Pilgaard. Nu er han selv død.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danmark har mistet en af sine mest markante erhvervsprofiler.

Birger Arp-Hansen, milliardær og mangeårig medejer af Arp-Hansen Hotel Group, er gået bort i en alder af 71 år.

Det bekræfter familiens advokat Thomas Donatzky i en kort udtalelse til Ekstra Bladet:

- Jeg kan bekræfte, at Birger Arp-Hansen er gået bort. Familien beder om ro i den kommende tid.

Dødsårsagen er ikke offentliggjort, men ifølge SE og HØR's oplysninger døde den danske hotelkonge i går onsdag 4. maj.

Han boede frem til sin død i Hellerup og efterlader sig sin hustru, Nancy Arp-Hansen, tre døtre, to bonusbørn samt en plejedatter.

Birger Arp-Hansen var ifølge Ekstra Bladet oprindeligt uddannet som bus- og lastvognsmekaniker, men overtog sammen med sin bror Henning Arp-Hansen den familieejede hotelkæde i 1998 efter faderens død.

Arp-Hansen Hotel Group, som firmaet i dag hedder, endte med at blive en af de største på markedet.

Den har i dag over 4000 værelser på flere kendte hoteller i København, hvor omsætningen skal tælles i milliarder og overskuddet i trecifrede millionbeløb.

Sponsoreret indhold