Dalai Lama forbereder verden: Skal snart dø

Dalai Lama antyder mandag, at institutionen omkring ham vil fortsætte, når han en dag ikke længere er i live.
Det siger han under en tidlig fejring af sin 90-års fødselsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Hvad der angår Dalai Lama-institutionen, vil der være en form for ramme, inden for hvilken vi kan tale om dens fortsættelse, siger han.
AFP kalder udtalelsen fra Dalai Lama, der er den spirituelle leder af Tibet, "den hidtil stærkeste indikation på, at den 600 år gamle institution vil fortsætte efter hans død".
Den spirituelle leder har flere gange understreget, at institutionens overlevelse afhænger af dens popularitet blandt folket.
Ifølge AFP forventes det, at Dalai Lama vil komme med en afgørelse om dette på onsdag.
Dalai Lama blev født ind i en bondefamilie i den tibetanske landsby Taksar i juli 1935.
Som blot toårig blev han identificeret som inkarnationen af den tibetanske buddhismes spirituelle leder. Det skete, efter at han havde udpeget et objekt, som tilhørte hans forgænger.
To år efter ankom han til Tibets hovedstad, Lhasa, hvor han officielt blev indsat som den 14. Dalai Lama.
I 1950 blev han som 15-årig indsat som statsleder, da den kinesiske hær invaderede Tibet.
I 1959 gjorde befolkningen i Tibet oprør mod den kinesiske besættelsesmagt for at beskytte deres religiøse overhoved. Oprøret blev dog slået ned af den kinesiske hær.
Samme år flygtede Dalai Lama over Himalaya til Indien.
Her etablerede han en regering i eksil, som kæmpede for at vinde Tibet tilbage. Sidenhen har det ændret sig til et krav om øget selvstændighed.
De seneste 60 år har Kina "moderniseret" Tibet og koloniseret landet med millioner af kinesiske indvandrere. Tibetanere er i dag en klar minoritet i regionen.