Kendte7. januar 2021

Dårligt nyt for "Badehotellet"-fans: Kun fem afsnit i ny sæson

Der bliver sendt et afsnit mindre end normalt i den nye sæson
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der er ikke længe til at "Badehotellet" igen ruller over skærmen, men den nye sæson bliver lidt anderledes, end de tidligere.

Normalt plejer en sæson at sprede sig over seks afsnit - men i år er der kun fem.

Det skriver BILLED-BLADET.

Produktionsholdet bag serien har grundet corona været under tidspres, og derfor har de måttet forkorte sæsonen.

- Det skyldes ganske enkelt, at de kun har kunnet nå at producere fem afsnit i år på grund af corona. Men vi tør godt love, at det er fem stærke afsnit, lyder det i en kommentar fra TV 2 til BILLED-BLADET.

"Vild Med Dans"-vinderen Merete Mærkedahl, der spiller Otilia, ærgrer sig over, at sæsonen er blevet forkortet.

- Det er heller ikke så sjovt, men det er fordi, vi var nødt til at rykke og udskyde nogle optagelser på grund af corona, siger hun til BILLED-BLADET.

- Nu må vi se, om der kommer en sæson mere. Det håber vi da på, for så kan det være, at der igen kommer seks afsnit. Men jeg kan i hvert fald sige, at det bliver en fantastisk sæson. Selv om der jo også er lidt mørke skyer over Badehotellet med krigen, der raser, siger Merete Mærkedahl.

Den nye sæson er den ottende i rækken og har premiere på TV 2 og TV 2 Play mandag 1. februar klokken 20.00.

Sponsoreret indhold