Claus Meyer afslører: Har sagt nej til "Vild med dans" flere gange

Kendiskokken Claus Meyer var en af de mange, der mødte op, da "Vild med dans" løb af stablen fredag aften.
Han skulle heppe på sin svigersøn Dulfi Al-Jabouri, der sammen med partneren Malene Østergaard er en del af årets dansehold.
– Jeg har set ham danse før, men kun i køkkenet, når vi vasker op, fortalte han til SE og HØR, inden han tog plads i studiet.

Har ringet flere gange
Dulfi Al-Jabouri er dog ikke den eneste i familien, der har fået tilbuddet om at medvirke i det populære danseprogram. TV 2 har nemlig ad flere omgange spurgt Claus Meyer, om han ikke vil hoppe i danseskoene.
– Jeg har fået tilbuddet et par gange, men indtil videre har jeg sagt nej.
– Det er svært, når der er så mange andre ting, der kæmper om tiden i kalenderen, sagde Claus Meyer.
Kendiskokken påpegede dog, at det er ved at være et stykke tid siden, han sidst fik tilbuddet om at medvirke i programmet. Så skulle det ske, at TV 2 igen ringer, er han ikke helt afvisende.
– Jeg kan da ikke afvise det. Det må vi se. Nu tager Dulfi én for holdet, og så prøver jeg at se, hvad der sker, lød det med et grin fra Claus Meyer.