Christian Fuhlendorff gør grin med Sisse Sejr og Esben Bjerre: – Der er blevet bollet igennem

År efter år forsøger nogle af Danmarks sjoveste komikere at levere comedy på Bøgescenen på Smukfest.
Det gør sig også gældende i år, hvor blandt andet Eva Jin, Mick Øgendahl og Christian Fuhlendorff viser sig frem på scenen denne lørdag.
Og sidstnævnte formåede at få mange grin fra publikum, da han i afslutningen af sit show valgte at bringe Sisse Sejr og Esben Bjerres småturbulente privatliv op.
- Sisse Sejr er DR-journalist og har lavet nogle programmer om digital stalking. Godt så, så er I med.
- Så har Esben været ude og bolle en, han ikke skulle bolle. En fra ”De sultne piger”, som er madanmelder. Så bollede han hende. Én pige. Men jeg har hørt, ifølge rygterne, at det er flere piger. Det er snarere tre piger. Esben har også været sulten. Nam, nam, nam. Der er blevet bollet igennem, lød det fra Fuhlendorff på scenen, som straks havde publikums fulde opmærksomhed.
Herefter udpensler komikeren historien, og kommer ind på anklageskriftet i sagen, hvor det fremgår, at Sisse Sejr havde udsat en kvindelig bekendt til hendes mand for stalking og grov chikane ved at have stjålet kvindens identitet ikke under 81 gange.
- Og så er Sisse blevet sur, og så ville hun gerne straffe Esben. Men normalt, så lukker I piger for tissekonen, men det kort har Sisse spillet for lang tid siden, så hun bliver sygt barnlig og begynder at lave telefon fis. 81 gange ifølge anklageskriftet har hun ringet og bestilt bord til hende her pigen på restauranter og prøvet desperat at ødelægge hendes karriere.
- Ifølge anklageskriftet var det 81 gange, men jeg har hørt, ifølge rygterne, at det er flere hundrede gange.

Fuhlendorff erkender på scenen, at han godt ved, at det kan få konsekvenser at lave sjov med kendisparret.
- Den har holdt mig i live den her historie. Og jeg ved godt, at Esben og Sisse bliver skidesure på mig, for at snakke om det, for de snakker ikke om det. Men jeg kan bare mærke, at jo mere de ikke snakker om det, jo mere kommer jeg til at snakke om det. Og det er jeg nødt til.
- De bliver så sure. Jeg kommer ikke til at kunne gå ind på en restaurant de næste fem år i København, uden at der allerede er blevet bestilt bord til mig. Og hvis Esben kommer op til mig bagefter showet og er sur på mig, så må jeg sige: ”Esben, op igen”.
Og med de ord gik Christian Fuhlendorff af scenen til store klapsalver.
Nikolaj Lie Kaas, som er årets vært til Stand up for Skanderborg, knyttede da også en kort kommentar til Christian Fuhlendorffs show.
- Der troede Esben Bjerre og Sisse Sejr, at den historie var begravet, men det var den slet ikke, siger Nikolaj Lie Kaas.
I marts blev tv- og podcastværten Sisse Sejr idømt 30 dages betinget fængsel i Københavns Byret for stalking og identitetstyveri.
Podcastværten accepterede dommen, men Statsadvokaten valgte at anke sagen med krav om en hårdere straf.
Den 31. oktober 2025 skal Sisse Sejr igen møde op i retten – denne gang i Østre Landsret.