Ekspert slår fast: Chokolade er bedre end hostesaft

Glem alt om te, honning og hostesaft, hvis du døjer med hoste...

Glem alt om te, honning og hostesaft, hvis du døjer med hoste...

Foto: MEGA

Det er højsæson for snue, forkølelse og hoste. 

Og er du en af de mange ramte, der straks hamstrer te, honning og hostesaft for at dulme din hårdt prøvede hals, så skal du måske til at luge ud i medicinskabet og i stedet fylde det med chokolade. 

Professor Alyn Morice, der er international hoste-ekspert, slår i Daily Mail fast, at chokolade er et meget bedre middel mod hoste end traditionel medicin såsom hostesaft. 

- Chokolade kan lindre hoste. Jeg ved, det lyder som noget taget ud af Mary Poppins, men som uafhængig kliniker, der har brugt år på at forske i hostens mekanismer, så kan jeg forsikre dig om, at beviserne er lige så solide som en chokoladebar, skriver professor Alyn Morice i Daily Mail.

Han baserer sin konklusion på en række videnskabelige undersøgelser, der påviser, at de virksomme stoffer i kakao er langt bedre til at undertrykke trangen til at hoste end de virksomme stoffer i traditionel hostesaft. 

Han refererer til en spritny undersøgelse ved navn ROCOCO, hvor 163 patienter deltog i et forsøg, hvor traditionel hostemedicin blev sammenlignet med en ny hostesaft baseret på kakao. 

Undersøgelsen viste, at de patienter, der tog den kakaobaserede hostesaft, viste markant forbedring på deres symptomer på bare to dage, og dobbelt så mange patienter, som tog "chokolade-hostesaften" kontra den traditionelle medicin, stoppede deres behandling to dage før tid, fordi hosten var væk. 

Tidligere har en undersøgelse foretaget af forskere på Imperial College i London påvist, at theobromin, et alkaloid i kakao, er bedre til at undertrykke trangen til at hoste end kodein, en ingrediens der normalt bruges i hostemedicin. 

Hoste-eksperten peger på, at det især er chokoladens konsistens, der gør det særdeles effektivt mod hoste. 

Chokolades tykke, klistrede konsistens lægger sig simpelthen som en hinde i svælget. Dermed er chokoladens virksomme stof i kontakt med nerve-enderne i længere tid, og dermed dæmpes hostetrangen. 

Professoren understreger også, at det ikke er tilstrækkeligt at drikke varm chokolade, da det er for flydende. Derimod er det mere effektivt langsomt at sutte på et stykke chokolade - og mest effektivt er det altså at tage den kakaobaserede hostemedicin, kaldet Unicough, som er under udvikling. 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close