Chili Klaus giver ikke op: Sender faktura til TV2 Nord

LÆS OGSÅ: Dansk kendis opereret: Sådan går det nu
Sagen om Chili Klaus og TV2 Nord får mandag skrevet endnu et kapitel.
Det sker, efter at førstnævnte oplyser til sine følgere på Facebook, at han har sendt en faktura til mediet.
Det har han, fordi TV2 Nord har lagt flere videoer ud, hvor nordjyske kommunalpolitikere spiser chilier, mens de fremfører deres mærkesag.
Serien hedder ”Det stærke valg” og er en del af TV 2 Nords kommunalvalgsdækning.
Det fortalte redaktionschef på mediet Anders Leonhard til SE og HØR torsdag, hvor han også afviste, at Chili Klaus skulle være inspirationen bag serien.
- Han har været dygtig til at få chilien på landkortet, men jeg kan afvise, at vi har siddet og set Chili Klaus-videoer, da konceptet blev udviklet, sagde redaktionschefen blandt andet.
Anders Leonhard bekræftede derudover, at TV 2 Nord var blevet kontaktet af en utilfreds Chili Klaus, der bærer det borgerlige navn Claus Pilgaard.
Chili Klaus skrev sidste uge på sin Facebook-profil, at TV 2 for 10 år siden sendte ham en faktura, da han havde brugt figuren Pyrus i en af sine chilismagninger på Youtube.
SE og HØR har været i kontakt med Claus Pilgaard, der oplyser, at han ingen kommentarer har, så længe der er en verserende sag.